S_Københavnerliv_1894-1912

Dødens Skygge over Byens luneste Smil 1899

Anekdoter om Gerner. Gerner improviserede sjældent paa Scenen. Der kendes kun to Tilfælde, livor han selv har lavet Repliker i Revyerne. Den ene Replik var denne, som fik Lov at blive staaende: — Min Bedstefar var en meget fremragende Mand. Det var ham, der opfandt den tredie Streg paa Bismarcksklumpen. Den anden Replik lyder saa- ledes: — Der er ingen Sjov ved at dø; man kan jo risikere at komme til at ligge ved Siden af En, der ikke siger et Muk! I denne Forbindelse kan det nævnes, at Gerner privat var en mere stilfærdig og indesluttet Natur, end Publikum kunde ane. Han lagde ikke Skjul paa, at han var bange for Døden, men han sagde del rigtignok paa sin egen Maade, der skulde dække over hans Følsomhed: — Er der noget, jeg er bange for, saa er det for at dø — sær­ lig da lige før en Gagedag! Og saa vilde Skæbnen, at han skulde dø den sidste i Maaneden.

William Gerner død. 1. November. Kjøbenhavns mest fo r­ gudede Revyskuespiller William Gerner er i Gaar død paa Kommunehospi­ talet. En Blæresygdom gjorde hastigt Ende paa hans Liv. Han blev knapt 40 Aar gammel. Gerner fik hele Byen til at le. Blot han viste sig paa Scenen, lille, fyldig, trillende tosset omkring, elskelig fjollet, sigende sine Repliker med den mest vanvittige Betoning: »Det maa man ikke« — »Vil Du hilse Din Mor!« — »Den er for tyk!« —, ja saa overgav man sig mod­ standsløst overfor denne ufattelige Inkarnation af det kjøbenhavnske Mut­ tervits. Frederik Jensen og William Gerner h a r i de senere Aar lyst som en straalende Dobbelt­ stjerne over Revyen paa Morskabsteatret og N ø rre­ bro. Nu h a r Døden kastet sin Skygge over dette Byens lyseste og luneste Smil.

Til venstre Gerner, til højre Frederik Jensen, K jøbenhavner-R evyernes uforlignelige H ovedkræ fter.

Da Gerner blev begravet. Skandalescener ved Graven. 7. November. Gerner stedtes til Jorden paa Assi­ stens K irkegaard. Det skete under mægtig Deltagelse — man regner med en Menneskemængde paa en halv Snes Tusinde — men da de Fleste var Nysgerrige, formede Be­ gravelsen sig desværre som en sto r­ stilet Skandale. Folk tram pede hen over Gravstederne, og der maatte en stor Politistyrke til for at skaffe Følget Plads. Ved Graven talte Ger- nersVen Folketingsmand A. C. Meyer, og det lykkedes ham at skaffe Ro og Ørenlyd, saa i hvert Fald den sidste Del af Højtideligheden forløb nogenlunde værdigt. Men Frederik Jensen h a r givet William Gerner det smukkeste E fter­ mæle: — Han var det bedste Menneske, jeg h a r kendt. I det Hele taget var han noget for sig baade som Men­ neske og som Skuespiller. Paa Sce­ nen er han uerstattelig: Gerner var Gerner, og det kan slet ikke nytte, at nogen vil forsøge at efterligne ham.

Gerner i sidste R evy-R olle fra i Somm er, da han sang: »Maanen, den var oppe, da vi kørte ind, det var jeg og Mille saagu’ osse . . . Mille, jeg kan tydelig se Sverig« 1

Gerner som Iversen i R evyen 1896.

1 1 2