S_Københavnerliv_1894-1912

Et Leve for den store noble Kvinde —! 1898

kan stille paa B enene, saa er hans T v iv l forstum ­ m et, da han saa B ladenes b etæ nk elige M andags­ m iner, da han ly tted e til den S torm af F orb lø ffelse og Ind ignation , der i d isse D ag e b læ ser fra H u s til H u s i K on gen s kære K jøbenhavn. D et var da heller ikke Sm aating, H o lg er D rach ­ mann gjorde. In g en uden han havde v o v e t det, In g en kunnet gøre det. A ld rig før har den danske Snærpethed faaet et saadant S lag i A n sig te t m idt i sin faste Borg, aldrig før har det danske Grin sét en saadan Udæ skn ing. O g m en s Sladderen koger, v il D rachm ann s L eve være h elt u forglemm elig t for m ange af dem , der hørte det, og Sagn et om det vil gaa lan g t og læ nge over Landet. Som han stod dér, var han et S tykke R enæ ssance. V i vid ste ikke, om han er en farende Svend, der lever sit forunderlige, brogede Æ v en ty rliv alene i en nøgtern T idsalder. E ller om han er en Kæmpe, der kan dreje T id en s H jul. Men vi saa, at han var stor og smuk. Carl Evrald. Efterskrift. Drachmann h a r senere fortalt om sin Sindsstemning denne Aften. Som altid, n aa r han h a r Prem ière, over­ værede h an heller ikke Førsteopførelsen af »Vølund Smed«, men spadserede ud paa Christianshavns Vold, fyldt af Tanker og Drømme og Længsler, der kredsede om Edith. Det v ar knapt et Aar siden, deres Veje skiltes — for bestandig. Saa blev han omsider træ t,

Edith. Sensation efter Premieren paa „Vølund Smed“ i Det kgl. Teater. Drachmann h y ld e r sin D ig tn in g s Muse: E d ith ! 14. Marts. I A ftes op førtes D r a c h m a n n s Melodrama » V ø l u n d S m e d « for første Gang. T ea tret var forlæ ngst ud so lg t, m ange havde b etalt indtil 40 Kr. i Overpris. Et Efterspil i Parkettet. E fter Tæ ppets Fald for sid ste A k t b lev der klap­ pet i flere M inutter. Man vild e se D igteren . D rach­ mann v iste sig da i første Park et og m od tog hele App lavsen. Derpaa vinkede han til T avsh ed og hold t følgende T a le: — E t L e v e fo r den d an sk e S ku e p la d s! E t L e v e for d e t Sprog, d e r h a r s k a b t d is s e skønn e Toner! E t L e v e for den store, noble K v in d e , d e r ha r in sp ir e re t m ig til d e tte D ig te rvæ rk ! Tak! D er lød b egejstrede Hurraraab, m en der var og- saa m ange, som paafaldende hurtigt forlod T eatret. En Storm af Indignation! 16. Marts. H ar N og en tv iv le t om , at Drachmann over­ rumplede det fornem ste Prem iere-Pub likum , Byen

satte sig ind paa en lille Bevært­ ning derude og tændte sin Pibe. Der var ingen Gæster. Men ind ad Døren kom en lille fattig Pige, der gik ru n d t og falbød noget — et lille Barn med blaa Øjne og lyst Haar. D rach­ mann tog Barnet op paa sit Knæ og smaasnakkede med det. —Hvad hedder du? spurgte han. — Jeg hedder Edith, svarede hun. Han klemte den lille Pige i sine Arme, saa hun blev helt angst — stormede ud af Døren og hen i Det kgl. Teater, hvor Stykket net­ op v ar forbi — med Ediths Navn i H jertet, Ediths Navn paa Læber­ ne — og raabte det ud over Folk.

Drachmann.

88