DetDanskeKulkompagni_1897-1922

D E T D A N S K E K U L K O M P A G N I

15

er Formen, ikke mindst den selskabelige, en Vante — for ham her i Haven en Staalhandske. Han var som en streng Vogter af en sjælden Skat: Prinsessen, som var tryllet fast i den skønne Fe?Have — vel var han sig sit høje Ansvar bevidst, just derfor stolt og glad. Hun var som en moden Drue, af de store blaa, med dugget Glans: et Slør over den Solglød, som gemtes derinde, forjættende en ædel Vins Velsmag og Duft, berusende Fylde og fine Blomst. Ja, en Blomst —skulde hun ikke snarere, har han maaske tænkt, skønt slige Tanker ikke i tyve lange Aar havde været i hans Hjerte, ja, ikke siden han bejlede til sin Brud, og Winther’ske Vers sikkert ikke laa hans Læber fjern — skulde hun ikke sna? rere lignes ved en Blomst — »H il vandre Du blandt Roser, selv en Rose saa s k ø n «. I et Rosenflor vandrede de, saa yppigt, saa overdaadigt, saa blussende skønt, som det sjældent ses — et Væld af fine Farver, som lyste i Sol, lo imod Sol, suged dens Straaleglans ind og gav den igen som Purpurglød, som gennemskinnet Rosa, som tin* drende Chamois eller blændende Hvidt. Og dog var hun »Ha* vens allersomdejligste Blomst — — Det var en Søndag Morgen i Sommeren 1844. Kvinden, Prim sessen var Johanne Louise Heiberg, og Manden, Tempelvogteren: Johannes Theodorus Suhr*). Og Haven var »Sølyst«s herlige Park, som den terrassefor? mig steg op fra Strandvejen og Emilies Kilde til hint Schimmeb manns lille Lystslot, som for saa længe, længe siden, Gang paa Gang, havde rummet Danmarks Aandsadel i festligt Samlag. Mærked de Tvende, som de gik der, at det blev levende rundt omkring dem i den gamle Parks Buskadser, at det hviskede, tiskede, puslede derinde — efter lange Aaringers Tornerosesøvn *) Senere omtalt som og alm. kaldet Johan Theodor eller Theodor Suhr.

Made with