DetDanskeKulkompagni_1897-1922

20

D E T D A N S K E K U L K O M P A G N I

atter Piben og drikker 01 til. Imidlertid sidder jeg og ærgrer mig over, at Nytaarsaften skal forsvinde paa slig en tarvelig Maade; jeg tænker da paa gamle Dage hjemme hos Mama, naar Søster Lise sang højtidelige Sange, og vi drak Rhinskvin med Sukker.« Efter dette lange Ægteskabs tomme og triste Tid, mørke A lvor og Indgetogenhed skulde altsaa igen Livet, som i hendes Ung* dom, blive let, lyst, rigt, glad, smykket af Blomster, formet som Fest. Hendes Mand havde ikke alene købt »Sølyst«, men vilde nu ogsaa »lade det ene føre det andet med sig«: anskaffe Ekvi* pager og »samle Mennesker omkring os, der kunde sætte Liv i Huset.« Hele »Sølyst« med Hus og Møbler, Heste og Vogne, Drivhuse og Blomsterbede, alt tog hun som en Gave til sig rent personlig, den Erstatning, Gemalen nu endelig bød hende. Hun kunde have knuget hele Sølyst i sin Favn, om hun havde kun* net mægte det. Blandt dem, som »skulde sætte Liv i Huset«, kom altsaa nu ogsaa en ny »Dejlighed« — mærkeligt nok ogsaa denne Gang fra Bakkehuset, Rahbeks gamle Hjem, hvor Heiberg og hans Frue de foregaaende Somre havde lejet sig ind. Efter Eventyrets Regel skulde den gamle Svane have bøjet sig for den nye og strøget hende med Næbet — men Fru Heiberg var klogere og taktfuldere end som saa: det var hende, som altid »nejede sig« for den gamle »Dejlighed«. Men var hun ikke ogsaa Husets Frue, Johan Theodors Ungdoms*Elskede, hans store Kær* lighed? Og maatte hun ikke nu af og til smile, naar hun mindedes, hvorledes hun 1839 i den Emser Kursal formelig havde maattet slæbe Gemalen hen til Heibergs for at faa hilst paa det berøm* melige Ægtepar og paa Landsmandsskabets Vegne gøre dets Be* kendtskab? Ja, nu kunde han have det saa godt, nu var han ligefrem spændt for hendes Triumfvogn? Men som selv Niecen, Amalie Waages Theolog af en Forlovede sagde: »deri var der da intet ondt« —og hvad ondt skulde der ogsaa kunne være? Hang