DetKongeligeTeater

Mand, og i 1833, i Slutningen af Claus Schalls Funktionstid som Kapelmester, var det oppe paa 48 Mand, inklusive 7 Elever, nem­ lig: 15 Violinister, 4 Bratschister, 4 Violoncellister, 4 Kontra­ bassister, 4 Fagottister, 5 Fløjtenister, 4 Oboister, 4 Klarinettister, 3 Valhornister og 1 Harpenist. I de nærmest foregaaende Aartier var det, Blikblæseinstrumenterne gennem Ventilsystemets Ind­ førelse fik stærkt øget Betydning. Det var til at begynde med dyg­ tige Hoboister, der anvendtes ved disse Instrumenter, de saakaldte Bi-Instrumenter. Selvstændige Musikere paa disse Poster fik Kapellet først i 1877, da Trompetister, Basunister, Tubaist og Paukist gled ind som faste Kapelmusikere — Janitscharerne maatte som nævnt vente helt til 1913. Gradvis er Kapellet derefter vokset til de 60 faste Musikere, det tæller i Dag. De fordeler sig saaledes: 18 Violinister, 4 Bratschister, 4 Violoncellister, 4 Kontrabassister, 3 Fløjtenister, 3 Oboister, 3 Klarinettister, 3 Fagottister, 6 Valdhornister, 3 Trompetister, 3 Basunister, 3 Janitscharer, 1 Harpenist, 1 Tubaist og 1 Paukist. Af de 60 Mand er Halvdelen, 30 Mand, Strygere, 25 Blæsere, 1 Harpenist og 4 Janitscharer og Paukist. Denne Besætning er, selv om den talmæssigt kan synes stor, efter moderne Orkesterforhold kun netop tilstrækkelig, og i mange Tilfælde maa den, naar særlig krævende Opgaver foreligger, suppleres betydeligt op, dels ved Forstærkning af Besætningen paa de enkelte Stemmer (saaledes navnlig Strygerne), dels ved Indkaldelse af Instrumenter, der ikke disponeres over, hvilket sidste dog sker yderst sjældent og kun til Udførelse af meget moderne Værker — som f. Eks. Gershwins Opera »Porgy og Bess«, der bl. a. kræver Saxofoner og Banjo. Ved store Wagner-Opførelser har Kapellet været udvidet til c. 80 Musi­ kere, hvilket er den højeste Grænse; flere kan Teatrets Orkester­ grav ikke rumme i sin nuværende Skikkelse. * Det kongelige Kapels, saavel som ethvert andet Orkesters, Ydel­ ser gennem Tiderne, betingedes stedse af to Faktorer: Instrumen­ terne og de Kunstnere, der spillede dem; den sidste er naturligvis langt den vigtigste, medens den første ingenlunde er uden Betyd­ ning for Helheden. Der er bl. a. af Musikhistorikeren Carl Thrane

124