DetKongeligeTeater

Ja, de har aandet her. Og endnu anes en Efterklang fra hvert et standset Spil. I Mulm og Lys, men under Holbergs Manes, blev, skæbnestøt, et Stykke Danmark til. Ord, Tone, Tanke — samlet i een Sum — gav Røst og S jæ l til dette døde Rum. Og de, som lytted, følte, de var hjemme: Her klang et stærkt, et evigt Danmarks Stemme. To hundred Aar har Digtets Streng og Plekter lagt Aandens Storhed 0111 et lille Folk. For dette Nu som for de svundne Slægter var Holbergs Hus og hans Aktører Tolk. Her hented man, naar Dagen var forbi, et Smil, et Suk, et Glimt af Poesi. Og Trang til Flugt og Drømmesyn blev mættet fra Høkerlogens Bænke til Parkettet. Og endnu staar der Glans fra fjærne Fester, hvor Borgermanden værdig, højtidsklædt gør Reverens for Musens høje Gæster — det dybe Buk for Landets Majestæt . . . En Hyldest? Ja. Men mer end det: Et Svar! En Tak, fordi man vidste, hvad han bar. Og koster det at klæde Danmarks Trone, da funkler dobbelt Kongens blanke Krone. End værner disse Mure Vemodstimen, men ogsaa den, som Glæderne gav Klang — hvor Hjærterne blev til en Lærkekimen: den danske Lykkes enigt baarne Sang. Som hine Danske med taalmodigt Sind har hentet Glæden, hentet Somren ind, skal ogsaa vi, ved Musens Blomsteralter, en Dag bortkaste Sørgeflorets Pjalter.