DetKongeligeTeater

ning. Hvad Gæstespillene betyder for dem, har en af dem, Poul Reumert, meget smukt givet Udtryk for gennem følgende Linjer: »Hvorfor rejser dog vi, Teatrets Folk, med saa inderlig Glæde ud paa Gæstespil i de danske Provinser? Hvorfor sætter vi, trods enhver Vanskelighed og Mangel, alle Kræfter i Bevægelse for Aften efter Aften at forsøge at yde det bedst mulige? — Det er fordi det saa tydeligt mærkes, at de Folk, — som fylder de smaa Provinstheatre til Trængsel, og som nøjes med haarde Træbænke uden Ryg eller med ubekvemme Staapladser, og som for manges Vedkommende har en lang og mørk Vej at tilbagelægge baade ud og hjem — at de, alle som een, føler sig dybt og varmt knyt­ tet til Nationens Teater, der jo nok ligger paa Kongens Nytorv, men dog er alle danskes Eje, og hvor Udtryksmidlet er det Sprog, vi elsker saa højt og alle vil værne om. — Og ingen nok saa kæmpemæssig Krans af gyldne Laurbær kan lage Kampen op med den lille beskedne Blomsterbuket, omvundet med en Silke- Dannebrogssløjfe, der i en sønderjvdsk By efter Forestillingen rækkes over Rampen op paa Scenen til dem, der ved deres Besøg bragte en personlig Hilsen fra det gamle kongelige Theater.«