DetKongeligeTeater

som Rob. Neiiendam har gjort opmærksom paa, et nøjere Studium af Christianskirkens Indre give. Ogsaa det skyldtes nem lig Nic. Eigtved, og udelukket er det vel ikke, at der kan have været visse Lighedspunkter mellem den ejendommelige Loge-Opbygn ing i dette Rum og Indretningen a f Etagerne i det gam le Teater. Baade ved Orkestret og i F lu g t med Etagerne var der i Prosce­ niet anbragt Loger med et varierende Antal Pladser, vel som en sidste Overlevering fra den Tid, da T ilskuerne ogsaa sad paa Sce­ nen. I første E tage midt for var Kongens Loge, hvis Væ gge var betrukket med A tlask i rødt og gult — det oldenborgske Hus’ F a r ­ ver — og hvis Paneler var smykket med gyldne Lister. Over P ro ­ sceniet læste T ilskuerne en latinsk Indskrift, som i Oversættelse skal have lyd t omtrent saaledes: »Ei komme inden disse Døre, h vad hæsligt er at skue eller høre.« Belysningen paa T ilskuerpladsen udgjordes som den paa Sce­ nen, og Rampen, af Tæ llelys, som flittigt maatte »snydes« a f den Funktionær, der hed »Lyse-Accomodeuren«. Bag Prosceniet, hvis Aabning var c. 9 Meter bred, laa Scenen, »Theatrum«, som den dengang — og langt frem i Tiden — kaldtes; den var ikke særlig stor, godt 10 Meter dyb og halvanden Gang saa meget i Bredden, med P lads til tre (senere fire) Ku lisser og Bagtæppe; en vis M ulig­ hed for yderligere Arrangementer gav en smallere Bagscene. Den egentlige Scene fyldte, set udvendig fra paa Bygningens Langside, tre F ag V induer; bag den, ligeledes spændende over tre Fag, var der i to Etager Forsam lingssal for Skuespillerne, Paaklædn ings- værelser og Magasiner for Teatrets Kostume-Garderober. Ikke længe efter Teatrets Fuldendelse tilbyggedes paa G jethussiden (mod Øst) et nødvendigt Dekorations-Magasin a f højst u regel­ mæssig Form . Den 23. Maj 1750 skænkede Kongen Komediehuset til Staden København, væsentligst fordi de økonomiske Byrder ved det over­ steg den kongelige Kasses Evner. Byen fik det hele overdraget, baade Theatret og »den derved tilføyede S ide-B ygn ing og de å parte Machiner, som a f Os selv ere bekostede, da Operisterne (den italienske Opera) derudi skulle agere.« Teatret havde megen Gæld, da det overgik til Magistraten, og dets økonomiske Forhold blev ingenlunde bedre i Aarene derefter, trods klækkelige kongelige

20