BorchsKollegiums_1889

Borchs kollegiums historie.

91

Møinichen a f provsten stævnet for Konsistorium på grund a f ulydighed. M ø in ichen havde nem lig fået tilhold om at »holde op med exercitiis, da preces skulde begynde«, men havde givet ondt a f sig, og siden, da man var gået fra bordet, havde han rykket provsten i ærmet og »expostuleret imod ham, hvad det va r for en O bedien tia hand skulde præstere ham«. F o r K o n ­ sistorium svarede han, at han kun havde »resolvered argumen­ tum under preces og der de vare gaaede ud a f K lostret hafde hand spurt Præpositum hvorfor hand reprimenderede ham mere end andre som hafde g io rt lige det samme som h a n d « ; men han blev dog døm t til at miste Komm un itetet og til i de­ kanernes nærværelse at gøre provsten undskyldn ing1). K n ap to år efter var der en endnu hæftigere strid mellem en Borchianer og provsten. R eitzer stævnede medicineren Peder Frednksen Kragelund »for m o tvillige og rebelliske ord paa Comm un itetet«; han havde tilta lt ham uhøflig og ophidset de andre kommuni­ tetsalumner. D e t lader til, at K ragelund ved sine »modvillige« ord har tilv e jeb rag t et helt oprør mod provsten; flere andre blev nem lig også stævnede, og mens de selv påstod, at de ikke havde »leed eller hvisled ad Præpositum«, var der mange, der vidnede imod dem, ja én havde endog set »et been komme i Præpositi h a a r« , men hvorfra det kom vidste han ikke. K fter at K ragelunds sag var bleven udsat og han selv suspenderet fra alle beneficier, b lev to a f de andre relegerede pa to ar, og to blev døm te til at gå in carcerem og miste et fjerdingårs beneficier. V e d næste konsistoriumsmøde blev der aflagt nye vidnesbyrd mod K ragelund , blandt andre af en anden Borchianer, Søren K ie ru lf. E t vidne havde hørt Kragelund ophidse de andre; »da præpositus corrigerede studiosos som hvislede paa Communitetet«, havde han sagt, at »det var skade og ønck at Studenterne skulde cujoneres og at Studiosi var aldfor tim id«. K ragelund indrømmede at have sagt det, men kun fordi provsten havde skældt én ud for en bengel. Domm en lød da pa, at

') Kons. retspr. 3 . Juli 1697 .