BorchsKollegiums_1889

Hans Olrik.

i54

a t have lidt, i alt fald findes der i regnskabsbogen for 1731—32: »For det sølv Crucifix at lade opkaage, og sølv, som fattedes, a t tillægge, betalt guldsmeden 23 rdk«. En må have reddet Borchs doktorpatent, ligeledes reddede man maleriet af Borch, uden tvivl ved at skære det ud af rammen. (Disse minder fra den første kollegietid gik desværre til grunde ved det andet kollegiums brand). Alt hvad luerne kunde fortære, blev til aske, alle bøgerne og de mange seværdigheder gik fuldstændig til grunde. Murene styrtede dog ikke sammen; man kunde til dels bruge dem til det andet kollegium, men de måtte naturlig­ vis afstives1). De forbrændte kobberplader på taget faldt ned mellem de røgsorte mure; senere blev de samlede op og solgte. Haven var ødelagt, gipsstatuerne er vel bievne knuste, kun den farnesiske Herkules stod støt mellem grusdynger og forkullede levninger og har senere også trodset den næste ildebrand. — Imidlertid var ilden også løben langs den sydlige side af Kan­ nikestræde, Grams bolig brændte, men han fik reddet en del af sine bø g e r; værst var det, at Arne Magnussen, der boede over­ for kollegiet, ikke fik reddet hele sin kostbare samling, fordi han uden at tænke sig faren nær havde sendt sine tjenere ud at hjælpe andre, — et bevis på, hvor uventet ildens faren frem i Kannikestræde har været. Professorboligen ved siden af og Elers’ kollegium blev lagte i grus, snart slikkede luerne op ad Regensens mure, men kirken blev reddet (omtrent kl. 4). Rundekirke med de kostbare astronomiske instrumenter, Tyge Brahes og Ole Rømers stolte værker, og det kostbare, til dels uerstattelige universitetsbibliothek var det næste smærtelige tab. Vinden vendte sig nu, og ilden greb om sig ned mod stranden; Skindergade, Klosterstræde, Ulfeldts plads o. s. v. var snart rygende ruiner; om aftenen fik ilden fat i Helligånds­ kirken: mens kirken brændte, kom de bekendte sangklokker med deres sidste san g , mærkelig nok melodien til salmen:

') Regnsk. 1730 — 31 .