BorchsKollegiums_1889

Borchs kollegiums historie.

25

tækning; men da regnskabsbogen stedse anfører betydelige ud­ gifter til blytækkeren og for 1 7 1 7— 18 udtrykkelig »En Kaaber- plade til taget 4 5 % 9 /3«, og da der endelig efter ildebran­ den 1728 på brandstedet samledes ikke mindre end 3 s k ® , 1 1 ® 6 ® = 982 ® forbrændt kobber, kan der ikke være nogen tvivl om, at kollegiet har været k o b b e r t a k t . Det gav bygningen et vist monumentalt præg, og skønt det nogle gange måtte repareres, var det dog såre lidt i sammenligning med datidens mådelige tegltage1 ). Kollegiet havde 10 vinduer i nederste stokværk, 12 i de to øverste, uden murede rammer eller anden prydelse; men Bergendal roser dem, fordi de var store, så det fulde dags­ lys kunde trænge ind. Ud til gaden var de i stue-etagen for­ synede med udvendige skådder; disse »Collegii Vindue Skræer« skulde tjeneren lukke op om morgenen og i om aftenen »paa den Tid, som Ephorus det ordinerer«. Midt på bygningen var der en stor rundbuet p o r t med dør i og liséner på siden; ovenover var indmuret den samme tavle med »Collegium Me- diceum« og året 1691, som endnu findes der. Over porten til gården lod Povl Vinding 1707 sætte en sten med forgyldt ind­ skrift, et vers til ære for den afdøde ven-). Også denne sten hører til det lidet, der er bevaret fra det første kollegiums tid; endnu kan man fra haven læse Vindings vers, hvorved han udtaler, at om end Borch ikke har villet, at kollegiet skal kaldes efter ham, skal hans navn dog aldrig glemmes: Borrichii, domus hæc qvamvis Medicea vocetur, in muto nescit marmore fama mori. P. V. Gik man ind ad porten, kom man ind i »den udmærkede f o r h a l , hvis glatte vægge med de hugne sten man først matte beundre«3). Dette rum har været helt forskelligt fra det nu- ') Baden , Univers, journ. 1797 s- J I 7 i jff* f°r en tidligere tids ved­ kommende Mejborg , Borgerlige huse, særlig Københavns professorresidenser 1540— 1630 (Kbhvn. 1881) s. 27 2) Regnsk. 1707—8. 3) Bergendals Pane- gyricus 29 f. . . . inferius primum venientibus intro — Atria leeta patent, qvæ cæsis lævia saxis — Mirari incipias.