S_CarlJacobsensLivOggerning

— 140 —

Men hv o r maa tte ikke de to Kv inder, som stod Ja cob s en næ rm e s t, s ty rke h am i h an s T r a n g til Gudsfryg t! Man vil faa et I n d t r y k af, hv ilken inde rlig kriste lig Følelse d e r boede i han s Moder, ved at læse følgende, som h u n sk rev til sin Søn paa en Tid, da h a n s S ind u n d e r Uen igheden med F a d e r e n h avd e faaet meget h a a r d t at ove rv ind e : »Jeg e r u n d e r ti d e n meget ond og b it te r i m it S ind , m e n da jeg ikke kan taale at hu se d enn e B itte rhed , m e n b live r paa de t fo r­ unde r lig s te legemlig syg de ra f, saa tv inges jeg til at se de t, som b ed røv e r og fo rb itre r mig, fra en a n d en Side. S a ad a n n e h a a r d e P r ø ­ velser, som et daa rlig t He lb red v irke lig er, kan dog gøre sin store Nytte. Jeg véd ikke, h v o r d a n jeg skal faa d enn e a n d e n Side frem, m e n saa søger jeg E n s om h e d e n i m in Stue eller i N a tu r en , jeg er hv e rk en oplagt til at takke eller bede, m e n jeg gø r de t alligevel, og Villien de rtil er da saa s tærk , at jeg, ligesom Sange ren , d e r synge r sig op, k omm e r til m e d Va rme at takke Gud for de Gode r og Glæder, som jeg en S tund h a r glemt, at jeg ejede. Jeg føler mig da som en ussel S tymp e r i alle Maader, m en jeg faar et Haab ved S iden deraf, at Gud vil h jæ lpe mig, n a a r jeg b lo t y dm y g b e d e r h am d e rom , — at h a n vil give mig saa s to rt et Syn paa m in e egne Fejl, at m in Villie b liver saa stærk , at jeg lægge r d em af — og U nd e r e t sker, jeg k omm e r for en S tund igen til at be trag te Livet fra et relig iøst S t a n d ­ punk t. Velsignelsen udeb live r aldrig. Jeg k omm e r til at elske Menn e ­ skene, med deres Dyde r og Fejl, fo rd i jeg h a r faaet Syn paa m in e egne Mangler«. F r u Ottilie v a r en uanfæg tet troende , d e r lagde alt i Guds Haand . Højst e jendomme lig e r jo den Bog, Ord, som h u n lod trykk e og n y ­ deligt udføre, i S tilhed fordelte h u n den til sine Ven inde r. F o r hv e r Dag i Aaret havde h u n stillet et Bibe lsted ved S iden af et Citat af h ende s Ynd lingsd ig te r S h ak e sp ea re , hvo r i en tilsva rende Tank e v a r ud ta lt eller som a and ed e den s amm e Følelse. Hun sk rev til en V en ­ ind e : Bibelsprogene, indp r en t e d e af m in Fade r , b e høv e r ingen K om ­ m e n ta r ; den røde T raad gennem , hvad jeg h a r samlet, v a r at vise, at Shakespea re u d en at være Præs t, i V irke ligheden v a r det, ved de mange mo ra lske Sæ tn inger, som h an ud ta lte for os.