591972065

Alle børn kaldte ham Bedstefar, også de der ikke kendte ham, for han var en rigtig gammel Bedste­ far med hvidt skæg og bambusstok. Bedstefar var nu ellers ingen laps. Han var fra landet. Men nu var han flyttet til byen. - Ind på stenbroen, som han sagde. Bedstefar havde stift ben - derfor stokken. Tænder havde han ingen af, bortset fra de forlorne som altid lå i lommen. Han røg pibe, og for at han kunne holde den fast mel­ lem gummerne, var pibespidsen forsynet med en rød gummiskive af den slags, som patent-soda­ vandsflasker var forsynet med i gamle dage. Hvor Bedstefar fik gummiskiverne fra, ved jeg ikke, men det er ikke umuligt, at han havde gemt et lager fra de gode gamle dage. Bedstefar kørte på damecykel. Det gjorde han forresten længe før slumstormere og blomsterbørn fandt på, at en gammel damecy­ kel var alle tiders. Dengang hvor Bedstefar be­ gyndte at køre på damecykel, var det et særsyn, og der var selvfølgelig nogle, som ikke vidste bedre, end at de grinede ad ham. Men Bedstefar var lige­ glad. En damecykel er nu engang mere praktisk, når man har et stift ben. Spurgte man ham, hvorfor børnene kaldte ham Bedstefar, smilede han glad og oprigtigt, så tænk­ som ud og sagde endelig: - Det gør de måske, fordi de ingen har. Hvem ved? Jeg gør det ikke! Og børnene kaldte ham stadig Bedstefar, hvor han stod og gik. Der var nu alligevel en forklaring, og selv om Bedstefar ikke røbede den med ord, så kunne hvem som helst, der gad gå i biografen til eftermiddags­ forestilling søndag eftermiddag, gætte sig til bør­ nenes frimodige accept af hans person. Han elskede nemlig at sidde på allerførste række,