HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1982 h5

Stuktiden

deskema lægger man begge steder vægt på facadeflugtens indpasning i gadebilledet. Den afgørende forskel ligger i Palladios naturligt bevæ­ gede facade på grund af risalitter og dekorationer, hvor Søtorvets fa­ cade er uden bevægelse, og derfor kompenserer med sine kupler og spir, som giver udtryk for den bevægelse som rettelig tilhører facaden. Samtidig sprænges bygningsblokkens massivitet, som er tydelig hos Palladio, og stilmæssigt føres man op til forrige århundrede. Man må formode, at arkitekt Meldahl under sin studietur til Paris i 1857 også så den franske arkitekt Viscontis forbindelsesbygning mel­ lem Louvre og Tuillerierne, hvor arkitekt Lefuel tilføjede en ekstra etage og forsynede denne og den tilstødende ældre facade med festlige dekorationer. Særlig ende- og midtrisalitter fremtrådte meget plasti­ ske og kronedes af konvekse og ligesidede kupler, som gav glimrende udtryk for II empires noget prangende smag. Denne smag faldt godt i tråd med stil og tankesæt i det øvrige Europa på denne tid. Umiddel­ bart genfinder man disse træk i Søtorvets facade, men med tab af Ny Louvres indtryk af noget festligt og bevæget. Medvirkende til det ringe resultat var anvendelsen af tarvelige materialer: cementstuk i stedet for marmor og sandsten, zink til afdækning og indkapsling af kviste i stedet for kobber, tynde jernplader formet til konsoller og malede. På afstand synes man at genkende barokkens »egalité« og »regularité«, som man kender fra Frederiksstaden - dog, som udtryk for tidens trang til individualitet, uden vinduesflugt og ligeløbende taglinie. Nutidens foragt for denne forlorne stil kommer til udtryk i den smagløse skiltning - særlig grelt ved »Søtorvsmagasinet«, hvor­ imod ejendommen overfor i Frederiksborggade siden 1883 har nydt godt af »at der ikke må foretages nogen væsentlig forandring ved Byg­ ningens Ydre« ifølge servitutterne. Søtorvets arkitektur udtrykker en form for romantik, som har rød­ der i menneskets hang til det prangende med en begejstring for forti­ dens stilelementer uden nogen dybere forståelse. Arkitekternes større viden om fortiden og dens arkitektur fik dem til at føle deres egen tids mangel på stil. Det var først funktionalismen med sine nye materialer - jernbeton og stål - som fik arkitekten til at indse, at enhver tidsalder måtte rea­ gere ud fra sin egen tids krav, tradition, klima og materialer. 165

Made with