HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1982 h5

Hos »Madame Muurskee« nu næppe været for kvinderne selv, for deres personlige udbytte var mere end pauvert. I værtshusets interne økonomiske kredsløb blev de penge, kvinderne således mere eller mindre frivilligt overdrog til Horns hustru, nemlig i bedste fald konverteret til lutter daglige fornø­ denheder. Pauline Nordberg fortæller om pengene, at Horns hustru »skrev dem af paa Regning for Skoe og Caffe og Frisæring og andet hvad hun havde lagt ud«, altså ting, som Nordberg faktisk behøvede for overhovedet at kunne varetage sit job. Pointen understreges af Dorthe Hennemann, ifølge hvem Horns hustru skulle have pengene, »da hun tfilde kiøbe dem Klæder og andre Nødvendigheder«. Og Ca­ roline Franch med de 9 rigsdaler fortæller, at »hun var Horns hustrue skyldig 3 (rigsdaler), for een hviid Kofte og Skiorte, som hun fik ved sin Ankomst der i Huset«, hvorimod resten af beløbet så må være ble­ vet »afdraget« på den løbende og åbenbart uendelige regning, Karen Pedersdatter synes at have oprettet i hvert af kvindernes navn, efter­ hånden som de tiltrådte tjenesten. Man forstår godt, hvorfor Horns forsvarer prøver at kvæle Dorthe Hennemanns vidnesbyrd med en påstand om, at »hvad Afregning der var skeet imellem Horns Hustrue, og hendes Piiger var denne sag uvedkommende«. Retten giver imidlertid anklageren medhold i, at spørgsmålet er relevant, og Hennemann kan kun bekræfte, at »der blev ingen Afregning gjort, men Horns Hustrue kiøbte ind for dem, hvad de behøvede, om hun beholdt noget tilovers for sig selv, kan (hun) ey sige«. Det spørgsmål skal der ikke megen fantasi til at be­ svare, og alt i alt har man hermed også fået den sidste del af svaret på, hvorfor kvinderne forsvandt så hurtigt fra Horns hus. Jobbet var hårdt nok i sig selv og aflønningssystemet med et mildt ord ikke motiverende for et længere ophold i Dybensgade nr. 2 0 0 . Ser man på det samlede regnskab, synes Horn dog at have haft een større udgiftspost i forbindelse med kvinderne. Det viser sig nemlig, at han så at sige har købt Pauline Nordberg ud af hendes tidligere tjene­ ste, idet han med en »Feldskiærsvend« Rarman som mellemmand har betalt værtshusholder Friderich Østerbind 1 0 rigsdaler, som denne havde til gode hos Nordberg. Så meget var Horn altså villig til at inve­ stere for at sikre sit værtshus et nyt og effektivt trækplaster. Hvor ud­ bredt denne metode var, kan ikke afgøres direkte ud fra det forelig­ gende materiale, men der spores dog en vis form for system i hele an­

57