HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1982 h5

John Christensen og Henrik Stevnsborg

stævnte Værtshuusholder Friderich Vilhelm Horn og hustrue Karen Peders Daatter bør kagstryges og arbeyde deres livs tiid, hand udi Jern i Kiøbenhavns Fæstning og hun udi Børnehuuset, samt begge hver for sig betale deres Executions bekostning skadesløs«. Den sidste passus er med henblik på salæret til bødlen, hvem det påhvilede at eksekvere »kagstrygningen«. Ved denne straf blev offeret bundet til en pæl (kagen) for dernæst at blive pisket (strøget) i fuld offentlighed.46Fæst­ ningsarbejde i jern er, præcis som børnehusstraf, ensbetydende med frihedsstraf med arbejdspligt. Op igennem det 18 . århundrede gik udviklingen i retning af, at fri­ hedsstraffene med deres bevidste udnyttelse af de dømtes arbejdskraft blev dominerende, mens en »barbarisk« straftype som kagstrygning var på vej mod forældelse - »Den diskrete legemlige tvang af den isole­ rede fange erstattede den repræsentative, sceniske, tegnbærende, of­ fentlige, kollektive model« - som Michel Foucault så præcist har for­ muleret det.47 I den forstand griber Hof- og Stadsrettens dom over Frederik Horn og Karen Pedersdatter, der var fældet i medfør af Dan­ ske Lov fra 1683 ( 6 - 22 - 5 ), bagud i tiden. Og faktisk havde der midt under Horn-sagens lange vej gennem det københavnske retsapparat fundet en effektiv nedkriminalisering sted af just den forbrydelse, som ægteparret Horn stod anklaget for. I en skrivelse til Københavns poli­ timester af 2 3 . november 1775 fastsættes straffen for at drive bordel til enten bødestraf, gabestokstraf eller frihedsstraf - straffe der uden vi­ dere kunne dikteres af politimesteren uden domstolenes medvirken.48 For værtshusholderparret Karen Pedersdatter og Frederik Horn fik det imidlertid kun begrænset betydning, at de var blevet domfældt med hjemmel i Danske Lovs strenge bordelparagraffer, for allerede i 1776 havde de fornemmet, hvad vej det bar, og forladt København, »hvorhen veed man ikke«. Øjensynlig kom de da heller aldrig til at ud­ stå de så møjsommeligt idømte straffe.49 Hele mammutretssagen var skønne spildte kræfter. For »stuepigen« Pauline Nordberg formede skæbnen sig noget an­ derledes. Hun sad som tidligere nævnt fængslet fra december 1773 til december 1774 . Da hun kom på fri fod, rejste hun ikke hjem til sin familie i Berlin, hvad hun ellers havde bedyret over for Hof- og Stads­ retten.50 Tværtimod genoptog hun sin hvileløse flakken fra værtshus til værtshus i hovedstadens bordelstrøg. De første 8 dage var hun hos

60