HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1973

L A K A J I S M E N O G K Ø B E N H A V N S M A G I S T R A T O M K R I N G 1770

AF S IG U R D J E N S E N

i. Skobørste-litteraturen. Vinteren 1770-71 var ubehagelig for københavnerne. Vejret var me­ get koldt, og frost og sne vanskeliggjorde tilførslerne af fødevarer til hovedstaden. Priserne steg følgelig omgående, og det kneb meget rundt om i hjemmene.1 Man måtte trøste sig som man bedst kunne, og der var i al fald en masse at sladre om. Først og fremmest var der forhol­ dene ved hoffet. Hvad der i virkeligheden foregik mellem dronningen og livlægen, kunne man naturligvis kun gisne om, men så gisnede man. Endvidere havde samme livlæge, efter at han var blevet landets reelle hersker, indført almindelig trykkefrihed, og nu sørgede kvikke penne for, at kendte folks misligheder blev almindelig kendt. Ikke for det, skandskrifter var ikke noget nyt. Da viceborgmester Christian Fædder i sin direktørtid ved Den kongelige Skueplads havde haft et forhold til teatrets primadonna, havde pikante og bidske vers herom cirkuleret i byen.2 Men de måtte skrives i hånden, og selv om mange naturligvis gerne ofrede en aften eller to på at afskrive så interessante sager, begrænsede denne lidt besværlige teknik dog i nogen grad ud­ bredelsen af sådanne skrifter. Et prosaarbejde af lignende karakter havde også verseret i afskrifter i adskillige år. Det hed »Lovtale over Sko-Børsten« og var en satire over det, man plejer at kalde lakajismen. Den store danske Ordbog definerer lakajisme som det forhold, at lakajer protegeres frem til embeder og bestillinger. Under den ældre enevælde havde det været den gængse fremgangsmåde ved besættel­ sen af embeder, at man besatte dem med veltjente lakajer. Indførelsen af en juridisk embedseksamen i 1736 havde så småt ændret dette for­ hold. Men der var endnu langt fra jurister nok til de større embeder,3 og der var mange embeder, som gav en så beskeden indtægt, at de ikke rigtig kunne friste akademikere, f.eks. embederne som birke­ dommere og birkeskriver, og hvad var da mere naturligt, end at gods­ ejeren, som havde birkeretten, lod en egnet lakaj træde til. Disse la