HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1973

LAKA JISM EN OG KØBENHAVNS MAG ISTRAT OMKRING 1770 33 Erik befaling til at gøre det i stedet, og han holder en lang tale om skobørstereligionen, hvis vigtigste bud er: Du må aldrig gå længere, end din formand gik før dig. Bliv uryggeligen ved at følge de gamle formularer uden at undersøge, om de er velindrettede eller ej. At undersøge en gammel skik er allerede synd, men at forandre den brin­ ger dig i fordærvelse; »Thi vide maae Du: De Gamle have ingen Narre været«. Hvad man ikke forstår, skal man foragte osv. osv. Den vidtløftige skildring af indvielsen af skobørste-templet om mester Eriks meget lange indvielsestale spinder morsomheden så langt ud, at satiren for en nutidslæser virker noget tynd, men i samtiden har den utvivlsomt virket ganske stærkt. At blive stillet overfor sam­ fundskritik var noget helt usædvanligt. Bogen stimulerede den stan­ dende diskussion om sagen; den startede en hel lille litteratur på i alt 14 skrifter om emnet, og den instituerede betegnelsen »skobørste« for lakajer og andre tjenere, især sådanne som var avanceret til et embede eller en stilling over deres stand. Bogen er både illustreret og smukt udstyret. På en af de første sider har Caspar Peter Rothe den frækhed i en fodnote at reklamere for et af sine egne historiske skrifter. Så fornøjelige disse forskellige sladderhistorier og angreb kunne være for det københavnske publikum, lige så ubehagelige var de for ofrene. »Lovtale over Sko-Børsten« var rettet mod et princip, men andre af tidens pamfletter havde et mere direkte mål. 2. En viceborgmester dør. Lidt før daggry den 10. februar 177 1, fastelavnssøndag, var der en træt gammel mand, der opgav ånden. Hans karakteristiske faste hånd­ skrift i de embedsprotokoller, han førte, var på det sidste blevet ry­ stende og usikker; det lader os formode, at han ikke havde så for­ færdelig megen modstandskraft tilbage. Nu havde han så fået det chok, der gjorde det af med ham. Han havde læst et smædeskrift, hvori han var hovedpersonen. Det var viceborgmester Hans Nicolai Nissen.5 Rygtet om Nissens død spredte sig som en løbeild over byen. Smædeskriftet havde på det sidste bragt hans navn på alles læber,