HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1973

46

SIGURD JENSEN

Louise, og så begyndte det at gå stærkt. 1747 blev han justitsråd, samme år blev han postdirektør og i 1749 borgmester i København. Hofstillingerne beholdt han samtidig, og da dronning Louise døde i 1 7 5 1, og Juliane Marie blev landets nye dronning, overgik Schrøder til hende og fik forbedret titlen til en etatsrådtitel. 1759 blev han adlet under navnet Schrødersee. Året efter blev han virkelig etatsråd og i 1767 konferensråd. Som medlem af kredsen omkring enkedronning Juliane Marie mærkede han naturligvis de kolde vinde, da Struensee- regimet kom til. Ved nytårstid 17 71 var han blevet afskediget som postdirektør, og han har utvivlsomt været klar over, at han også sad løst i borgmesterstolen. Schrødersee oplevede at blive borgmester på ny efter omvæltningen i 1772, men kun i et par måneder, idet han døde 28. november 1 772 .43 Hans økonomiske forhold kendes ikke. Lakaj-elementet i magistratens top var i 1 771 netop blevet styrket ved, at viceborgmester Christian Fædder (1 71 2-93) var blevet virkelig borgmester. Han stammede fra Horsens, var i sin ungdom kommet til København som tjener og havde ligesom Schrødersee gjort sin lykke, da han kom i hoffets tjeneste, først som lakaj, senere (1745) som hoffourer og endelig som hofskriver (1746). I 1749 var han blevet viceborgmester i København. A. G. Moltke stod bag udnævnelsen. Selv om Fædder nærmede sig de 60, da hans borgmesterskab blev offer for Struensees reformer, kom han med stor styrke tilbage efter restaurationen i 1772, og en meget væsentlig del af hans kommunale indsats ligger efter den tid. I 1771 stod han med en noget plettet for­ tid; efter 1772 opnåede han at blive direkte forhadt, først og frem­ mest ved sin indsats som politimester og forfølger af forfattere og bog­ trykkere. Han synes i enhver henseende at have haft en lidet hel­ dig hånd. I hans biografi i Dansk biografisk Leksikon44 citeres en udtalelse om hans »fuldstændige uduelighed« og en anden om, at det at lade Fædder have afgørende myndighed var »som at give et fireårs barn en kniv i hånden«. Som et forsonende træk anføres dog, at han efterlod sin formue til Nicolai fattigskole. Hans plettede rygte stam­ mede i ikke ringe grad fra den tidligere nævnte affære fra hans direk­ tørtid ved den kongelige skueplads, en affære som havde kostet ham denne direktørstilling. De forhenværende lakajer, som mere eller mindre var puttet ind i magistraten af hofkredse, må selvsagt have betragtet sig som repræ