HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1973

50

SIGURD JENSEN

i kulissen, fuld af reformatoriver.54 Han var kommet til København for at stille sig til rådighed for det nye regime og havde vel egentlig håbet at blive den, der skulle modernisere finansvæsenet. Det blev der ikke noget af. Men her lå altså en opgave, og hvorfor ikke be­ gynde helt fra bar bund. Eftertidens historikere har gennemgående anlagt en yderst positiv vurdering af baggrunden for Struensees københavnske kommunal­ reform. Carl Bruun nævner, at Struensee havde bystyret mistænkt for slet bestyrelse af byens pengesager (det er rigtigt, at han havde den mistanke, men den foretagne revision viste, at alt var gået hæderligt til), ligesom han fandt, at de kommunale byrder var for store og uret­ færdigt fordelt, at de 32 mænd ikke udøvede nogen nyttig kontrol overfor magistraten, at politiet var magtesløst, at gaderne var uren­ lige og overfyldt med tiggere, brolægningen og gadebelysningen slet osv., og han tilføjer, at adskillige af disse anker uden tvivl var be­ rettigede.55 Carl Bruun skrev imidlertid omkring år 1900, da den model for et kommunalstyre, man havde for øje eller tilstræbte at gennemføre, var servicekommunen, hvis opgave var at sørge for faci­ liteter til borgerne. Slet så langt var det 18. århundredes kommunal­ politikere ikke nået. Deres syn på de opgaver, de burde løse som deres medborgeres tillidsmænd, var langt mere primitivt. Axel Linvald, der i i92o’rne forskede i disse problemer, koncen­ trerede sig navnlig om to områder, spændingen mellem magistraten og de 32 mænds forsamling og anklagen mod de 32 mænd for nepo­ tisme ved nybesættelsen af pladserne i forsamlingen.50 Selv om Linvald rent formelt afstår fra at vurdere baggrunden for Struensees aktion mod bystyret, peger han dog på nogle uheldige forhold, som han mener har været betydningsfulde, nemlig splidagtigheden i de 32 mænds egen kreds, »den ringe Forbindelse mellem Borgerskabet og dets Repræsentanter« (et pænt udtryk for at magtkliken inden for forsamlingen nvbesatte pladserne ud fra hensyn til svogerskabsforhold, kollegialitet o.lign.) samt spliden mellem magistraten og de 32 mænds forsamling.57 Svagheden i Linvalds fremstilling er, at disse forhold lidt for pænt falder sammen med de sager, han havde fundet frem og skrevet om, samtidig med at den indre logik i hans argumentation ikke virker særlig overbevisende. At de 32 mænd kæmpede for at hævde sig