HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1973

60

KA Z IM IERZ SLASKI

Københavns indbyggere holder meget af at spadsere, særlig søndag og onsdag . . .«. »Den danske konge (Frederik VI) lod netop i disse dage afholde store manøvrer; senere skulle prins Christian, tronarvingen, føre et stormangreb mod København. Vi stod bag Vesterport på et sted, hvor der var beredt soldaterfrokost til kongen, prinserne og generalerne. Den største del af hæren defilerede denne vej. Men sikken et syn hæ­ ren var, hvis man overhovedet kan kalde det en hær. Hverken ansig­ ter eller holdning ser militærisk ud; de minder om en lidt mere vel­ lykket teaterforestilling. Murstens- eller højrøde uniformer med blå bukser og sorte gamacher med udtrådte sko, det er fodfolket af li­ niens uniform. Rytteriet ser bedre ud. Husarer og ulaner er helt blå med røde snore, sløjfer og kraver. Den danske hærs hoved er kyras- sérgarden på 184 mand. De har gule og kanariegule uniformer, buk­ serne er til daglig lange og blå - til parade kanariegule med sorte støv­ ler; hertil kyrasser, der til soldaterne er af messing og til officererne forgyldte. Kong Frederik V I går selv ofte med kanariegul uniform med gyldent kyras. Den nogle og tres år gamle olding red endnu . . .«. Takket være en anbefaling fra professor Steffens i Berlin, kunne Przezdziecki aflægge visit hos A. G. Oehlenschlåger, som gjorde et dybt indtryk på ham. »Denne skandinaviske barde er omkring 50 år gammel; der er en usædvanlig ædelhed i hans træk, de sorte øjne brænder af geni og le­ vende fantasi. Han talte flydende på tysk om forskellige ting. Stor modstander af Hegel. Fortalte om den modtagelse Schleiermacher fik, da han vendte tilbage til Berlin. Studenterne gav en fest for ham (d.v.s. Schleiermacher), derefter fulgte de ham, 100 mand, til Malmø i Sverige på en damper, der specielt var lejet til denne overfart.9 Selv havde Oehlenschlåger for ikke længe siden været i Norge og opregnede med velbehag de hædersbevisninger, der her var vist ham. Det er sjældent en konge bliver modtaget som denne digter, som Sve­ rige, Danmark og Norge kalder deres nationalskjald. Det er ikke for­ gæves at Oehlenschlåger besang Balders heroiske liv og død, gud- mennesket, der interesserede sig lige meget for den skandinaviske Olymp og Nordens folk . . . hans landsmænd omgiver ham nemlig med en krans af udødelig kærlighed og beundring, og det må trøste ham efter ligegyldigheden hos de udlændinge, der kun kender ham af