HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1973

70

KA Z IM IER Z SLASKI

apostelstatuer, der nu er i domkirken, er af hans hånd. Disse billed­ huggerværker er kirkens sande og eneste pryd, da der hverken i det indre udstyr eller i den ydre arkitektur er noget bemærkelsesværdigt. Kirkens trekantede fronton er prydet med en gruppe, Skt. Johannes der forkynder i ørkenen. . . . På højalteret står en kolossal statue af Frelseren i hvid marmor. Thorvaldsen lod ham udstrække hænderne til folket, som om han ville omfavne det. Guds søn synes at sige »Kommer til mig«. På høje sokler langs begge sider af kirken står netop de 12 apostle, som Thorvaldsen forærede den. Stedet beses normalt af rejsende om eftermiddagen, da solen på dette tidspunkt bedst belyser statuerne«.24 Tyszkiewicz besøgte ligeledes de kongelige samlinger: ». . . Hoffet var ikke i byen, og man kunne altså lettere få adgang til de kongelige samlinger. Og da den danske konge (Christian V III) måske er det lærdeste menneske i hele Danmark, så er hans private samlinger også værd at se. En morgen, da vi som sædvanlig skulle ud, var målet for vort besøg konkyliekabinettet, som hr. Beck bestyrer alene. Der var over 150.000 stykker og 10.000 forskellige arter. . . . Blandt det betydelige antal konkylier, som inspektøren viste mig, var der en, der af ukendt årsag hedder »polsk helleflynder« eller »Placuna Ephippium«. Derfra begav vi os til Universitetsbiblioteket, der er over Trinitatis kirke, hvor også det astronomiske observatorium er. Når man går op i Trinitatis kirketårn, kan man på begge vægge se indmurede runesten, og fra toppen er en brillant udsigt over byen og omegnen. I stedet for trapper er der en sneglegang, så bekvem og bred at Peter den Store siges at have kørt derop med fire heste. Det astronomiske observatorium er forsynet med fremragende ud­ styr. For bestyrerne er navnene Poczobut og Sniadecki ikke ukendte.25 Efter at være vendt hjem, spiste vi frokost og læste en teaterplakat; hr. Beck gjorde mig opmærksom på dagens forestilling. Ud over Krakow-dans, der er meget populær hos det danske publikum og næsten daglig danses på teatrene, skulle der gives levende billeder, hvoraf et fra vor historie. Om aftenen var teatersalen overfyldt. Hver gang tæppet løftedes for et billede, spillede orkesteret en passende melodi, men da turen kom til det polske billede, og musikken til Ogin- skis polonæse lød, var publikums ophidselse ikke til at beskrive. Efter nogle gange måtte trioen gentages, stadig modtaget med nyt bi­ fald . ..«.