HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

KØBENHAVNS FORFATNING 17 der tog stilling til sagen havde anset Roskildebispens generhvervelse af byen efter Valdemar Atterdags død 1375 som sket med vold, hvor­ for den foreløbige besiddelse af byen blev tilkendt kongen. Det var denne foreløbige besiddelse, der kom til at danne grundlaget for kon­ gens erhvervelse af byen. Under Erik af Pommern fremkom en dansk oversættelse af stads­ retten fra 12 94,22 men nok så vigtigt er, at Erik af Pommern gen­ nem sin forordning af 1 5. februar 14 2 2 23 skabte gunstigere vilkår for handelen, ikke blot i København, men for de sjællandske købstæder i almindelighed. Disse privilegier fik tillige betydning for sammensæt­ ningen af rådet også i København, idet det blev bestemt, at borg­ mestre og rådmænd kun kunne udpeges blandt byens handlende. Hermed lagdes grunden til en retlig klassedeling i byen imellem håndværkere og handlende. Kun handlende kunne sidde i rådet, idet det opfattedes som en rådsopgave at føre tilsyn med de laug, hvori håndværkerne var organiserede. Håndværkere betegnedes som em- bedsmænd24 eller embedsfolk, hvorved man sigtede til, at det var kon­ gens foged, borgmestre og råd, der beskikkede håndværkerne i byen til udførelse af deres særlige pligter. Under Christoffer af Bayern fik København en ny stadsret af 14. oktober 14 4 3 . 25 En række bestemmelser fra de ældre stadsretter gen­ tages, men nyt er et selvstændigt kapitel (V) om »bysens eghne ærende«, der indeholder bestemmelser om bystyret. Det fremgår her­ af, at rådet var selvsupplerende. I henseende til borgmestervalget for­ beholdt kongen sig på dette tidspunkt retten til at udnævne køb- stædemes borgmestre, dog som regel blandt rådets medlemmer, og således at der gaves rådet eller borgerne direkte en vis indflydelse på valget.26 Der findes dog en række nye bestemmelser om rådets kom­ petence, og der er også andre nydannelser i stadsretten. Der tales i dag om, at Københavns størrelse kan skabe en vis afstand mellem borgere og bystyre. En sådan afstand er måske også baggrunden for en bestemmelse (V, 38), hvorefter den som overfalder fogeden, borg­ mester eller rådet »med vred Hu og ubekvemme Ord« skal bøde til den, som han »overløber«, 40 mark og 40 mark til kongen og sta­ den. Bestemmelsen kan ses i sammenhæng med en senere bestem­ melse (58), hvorefter borgmestrene og rådmændene bl. a. lønnedes med skattefrihed, men overhovedet overtyder et blik på proveniensen