HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

180

JU L IU S LEHMANN Egentlig er det nu ikke til at undres over, om drengene selv for­ søgte at bringe noget liv i skoletilværelsen; for munter var den ikke, ej heller skikket til at vække respekt enten for fagene eller d’herrer, som docerede dem. Vi havde lærere, som åbenlyst forsømte tjenesten. Således én, der skulle undervise os i matematik, men hvis hovedbe­ skæftigelse var at tjene som forlystelsesråd for det halve København. Han kom i reglen farende ti minutter efter timens begyndelse og gav sig straks til at sende nogle af eleverne i byen for sig. Lykkeligst var den, som med et ærinde skulle »stikke ud på Amalievej«, hvor man­ den boede; for det kunne med god vilje forslå til hele timen. Andre lærere tog mod besdkkelse. Det hændte således, at en dreng, hvis fader var skomager, kom i skole med et par nye støvler; de havde lange skafter og lakerede kraver. Hr. N.N. beundrede dem og sagde: »Jeg ville skam gerne have sådan et par støvler«. Næste dag meldte dren­ gen: »Jeg skulle sige fra fader, at hvis De ville komme op og få taget mål, skal han gerne sy Dem nogle støvler ligesom disse«. Hvor utroligt det lyder, blev tilbudet virkelig modtaget, og skomagersønnen i lang tid begunstiget. Samme lærer gjorde overhovedet utilbørlig forskel på eleverne. Jeg var så heldig at være blandt hans yndlinge. Når det viste sig, at jeg ikke kunne noget, sagde han altid: »Jeg gider slet ikke høre dig; sæt dig ned, dit svin!« så slap jeg for at få karakter. Jeg fandt det upassende, men behageligt. Skønt lærerpersonalet i løbet af min skoletid blev væsentlig fornyet og forbedret, var der dog til stadighed nogle, som vakte vor spot ved at vise sig utilstrækkelig funderede. Blandt dem fandtes selveste rek­ tor, som havde de øverste klasser i latin og græsk. Når eksaminanden ikke kunne finde en eller anden by på vægkortet over den antikke verden, sagde rektor med dybeste hån: »Ved du ikke, hvor den er?« og råbte triumferende: »Dér! Dér ligger den!« medens han med den lange pegepind beskrev en kreds, der omfattede det halve Græken­ land, og skønt det var eleverne strengt forbudt at benytte oversættel­ ser af de gamle forfattere, stillede rektor selv bestandig med »Freunds Schlilerbibliotek«, der indeholdt både oversættelser og forklaringer (vi kendte den begribeligvis allesammen formedelst selveje). Så var der en gang, hvor eleven stoppede uhjælpeligt op ved en glose. Rek­ tor blev ved med hånligt at gentage: »Véd du ikke hvad det betyder? - V é d du virkelig ikke, hvad det betyder?« medens han stadig mere