HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

M IN SKOLETID 183 kunne gøre sig forståelig på noget fremmed sprog og med en rent ud panisk rædsel foir at gøre grammatiske bommerter. Jeg husker for mit eget vedkommende, hvorledes det gik mig, da jeg to somre før eksa­ men artium tilbragte ferien i Tyskland. Hver gang jeg skulle sige noget, måtte jeg indvendig gennemstøve de forskelligste afsnit af grammatikken: det ville jo have været forfærdeligt, om jeg f.eks. hav­ de ladet en præposition styre dativ i stedet for akkusativ! Og følgen blev, at jeg aldrig fik munden op. Endnu sidder denne frygt mig i blodet; jeg bliver den aldrig kvit. Det var endda kun de færreste, som nåede til at kunne læse en tysk, engelsk eller fransk bog; på grund af det grammadske pindehuggeri blev vort ordforråd utilstrækkeligt. End ikke i latin, som vi dyrkede år efter år med indtil seks timer ugentlig, drev man det til at kunne for­ stå en nogenlunde vanskelig tekst. Af græsk, som vi kun havde to ti­ mer om ugen, lærte vi netop så meget, at vi uden besvær kunne glem­ me det på to år. Værst var det dog, at der ved denne form for under­ visning blev indpodet os et ligefremt had til de forfattere, som måtte holde foir. Derved snød man os for mangen glæde senere hen. Jeg har således aldrig kunnet tænke mig at åbne Homer, af hvem jeg i skolen havde døjet en enkelt sang: han skrev jo dog kun for at vise, hvor godt han kendte Madvigs grammatik. Først i 1916 kom jeg ved et rent tilfælde til at blade i Wilsters oversættelse og opdagede, at jeg havde levet et helt liv uden at kende det mest plastiske, kæmesunde, dagklare digterværk, der nogensinde blev frembragt. Endnu én omstændighed bidrog til at forringe skolens betydning. Eleverne havde dengang kun to retninger at vælge imellem: den »sproglig-historiske« og »den matematisk-naturvidenskabelige«: man var enten »græker« eller »matematiker«. Sansen for det reale liv og de eksakte videnskaber var overhovedet kun ringe; Ved Metropolitan- skolen, hvis klientel væsentlig skrev sig fra embedsstanden, og hvis lærerpersonale var vokset op i ubegrænset respekt for begrebet »Mad­ vig«, blev de lige netop tålt. I en nogenlunde anstændig klasse sad der højst 5-6 matematikere. De blev af grækerne betragtet som et art lavere dyr - så meget mere, som de tit var flinke til gymnastik og kunne »tæve« de æteriske åndsaristokrater. Derved opstod et modsætnings­ forhold mellem eleverne indbyrdes, som var til stor skade for kamme­ ratskabet. Og —hvad der betød endnu mere —det første, en dreng