HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

M IN SKOLETID 187 vist gravrøver«. Ganske vist kunne vi så selv vælge vort standpunkt, men ingen var i tvivl om, hvor Pingel ønskede, vi skulle stå. Da jeg engang i en stil havde prist det oplyste enevælde, fik jeg da også en for mig usædvanlig ringe karakter, med den skriftlige begrundelse: »Det har forundret og bedrøvet mig at se så ungt et menneske udtale så konservative anskuelser«. Et par gange var han lige ved at blive afskediget på grund af sin radikalisme. Men han beholdt alligevel stillingen, ja blev endogså forfremmet til overlærer. Senere slog han sig, som bekendt på politik, men led skibbrud. Han var for ren til det smudsige håndværk. I hans sidste år mødte jeg ham jævnligt på gaden; han kendte mig ikke mere, men jeg blev varm om hjertet, blot ved at se ham. Jeg har opbevaret en del af mine stilebøger. Pingels randbemærk­ ninger viser, at han dog på visse punkter var mere gammeldags, end jeg. Når jeg således formener, at »nordmændene vistnok tænker på at løsrive sig fra Sverrig så snart som muligt«, skriver han i marginen: »Snak!« Og hans begreber om stilens værdighed er ret pedantiske. Han nedlægger indsigelse mod brugen af »jeg«: man skal omtale sig selv som »vi«. Og han kalder det et »upassende udtryk«, at »tyskerne har en uimodståelig trang til at tilegne sig alt, hvad de kan få fingre i«. Det var det grønne træ. Hvad under da, at rektor Birch ville have min fætter Edvard Lehmann bortvist fra eksamen, fordi han begyndte sin velskrevne artiumsstil med de ord: »Livet er at ligne ved en rom­ toddy« - og kun frafaldt sin fordring, da en af censorerne skræmme­ de ham ved at sige: »Den unge mand er om nogle år sandsynligvis en af vore mest fremragende stilister, og så er De udødelig blameret«. Otte lange vintre tog skoletiden. Hver dag 6 timer, fra 9 til 3. Ef­ ter hver time 5 minutters ophold, kl. 12 det »lange frikvarter«, som vist kun varede ti minutter. Ferierne var mindre end nuomstunder; således havde vi blot en måneds sommerferie. Reglementeret måneds­ lov kendtes end ikke af navn. Et par gange i løbet af skoleåret beslut­ tede de øverste klasser straks om morgenen, at vi skulle have »lov« den dag. Det får som en løbeild gennem hele skolen. I første frikvar­ ter drøftedes sagen. Og i andet frikvarter gik en deputation af »de store« ind til rektor; han havde jo sin embedsbolig i stueetagen, og hans studerekammer vendte ud mod legepladsen. Samtidig løb alle de andre drenge i gåsegang pladsen rundt og sang, først svagt, derpå