HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

190

JU L IU S LEHMANN sletteligste indtryk gjorde de dramatiske brudstykker: Scener af »Gen­ boerne«, »Æventyr på Fodrejsen«, og fremfor alt Falstaffscenerne af »Henrik IV«. Mantzius var jo af ydre den livagtige Falstaff; og hans fortolkning af dette kødbjerg med den lave karakter og den ophøjede bon sens hører utvivlsomt til perlerne i dansk skuespilkunst. Hvad der gjorde nydelsen endnu større, var de mange anekdoter, der løb om oplæseren. Vi vidste, at han var blevet afskediget fra Det kgl. Teater, fordi han havde offentliggjort en pjece »Har justitsråd Berner (en af direktørerne) ben i næsen?« og vi havde hørt, at han som eneste gunst skulle have udbedt sig tilladelse til vedblivende at benytte teatrets kloset, da det ville være ham »en udsøgt nydelse hver dag at sk... på anstalten«. Det hed sig også, at han drak; vi sad derfor altid i spæn­ ding, når han trådte ind, og var henrykte, da han et par gange virkelig syntes påvirket af spiritus. Der var i min klasse mærkværdig lidt sammenhold. Med et par af kammeraterne havde jeg allerede hos frk. Jessen sluttet venskab, med tre andre spillede jeg efter konfirmationen Whist. Men de allerfleste kendte jeg slet ikke udenfor skolen. Til den efterfølgende klasse følte jeg mig nærmere knyttet. I den fandtes de bedste skuespillere blandt eleverne, således Thorkild Rovsing, Aage Duus og Edgard Høyer. De havde en forening, hvoraf jeg blev medlem. Formålet var at give offentlige forestillinger, dette blev mærkeligt nok tilladt os. Vi spillede dels i »Gamle Frimurerloge«, dels på Hofteatret, som blev gratis udlånt i veldædigt øjemed. Et af de stykker, vi opførte, havde Edgard Høyer skrevet. Vi morede os dejligt; men det gik naturligvis ud over skolearbejdet. Rent ud sagt: jeg tror nok, jeg i de sidste år var meget doven. Deraf kommer det vel også, at jeg endnu bestandig har en følelse, som skulle jeg til eksamen og kunne ikke blive færdig med repetitionen. Navnlig er jeg meget bange for latin og historie. Endnu, da jeg havde haft 25 års jubilæum, hændte der mig følgende: Jeg kom gående over Frue Plads, stærkt optaget af et teaterspørgsmål. Mit blik strejfede Metropolitanskolen. I samme nu slog det ned i mig: Du er jo gal at gå her og dovne; hvordan skal du få repeteret færdig? Jeg styrtede hjemad og var langt nede i Kannikestræde, før jeg kom til besindelse. 1878 tog jeg studentereksamen, 16% år gammel. Det var en skrap prøve, tør jeg nok sige. Alene den skriftlige del! Nu kræves der kun

Made with