HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

192

JUL IU S LEHMANN én dansk stil, og eleverne vælger mellem tre temaer af så forskellig art, at ingen kan stå fremmed overfor dem alle. Men vi måtte skrive to stile, den ene »bunden« - d.v.s. fordrende bestemt viden - den anden »fri« d.v.s. ræsonnerende. De havde hver kun ét emne; der var ikke noget valg. Vi skildrede »Handelens udvikling i oldtid og middel­ alder«, og vi drøftede »Den personlige friheds værd og farer« - end­ skønt vi selvfølgelig ikke kunne have nogen som helst mening derom. Endvidere var der masser af andre stile og versioner, både tyske, fran­ ske og latinske. Jeg havde store huller i min viden, og de kunne let være kommet for en dag. Men skæbnen var mig huld. Vidunderligst, da det gjaldt astronomien. Jeg mødte med den glade forvisning, at det var ligegyl­ digt, hvilket spørgsmål jeg fik, jeg kunne nemlig ikke besvare noget af dem. Da turen kom til mig, foreslog en af censorerne, at man nu skulle tage frokostpause. Denne frist besluttede jeg at anvende til at lære et eller andet udenad efter bogen. På må og få valgte jeg de Kepplerske love. Og da jeg så trak seddel, stod virkelig disse velsignede love derpå. Jeg afleverede dem stolt og glemte dem øjeblikkelig. I tysk, som var mit bedste fag, gjorde jeg opsigt. Midt under eksamina­ tionen begyndte hr. Kaper at tale tysk, og jeg svarede på samme sprog. Det var dengang noget ganske uhørt. Eksamenen afsluttedes for mit vedkommende med latin, hvori rektor Birch var lærer. Efter censuren kom han ud og læste mine karakterer op. Med sit stilfulde pedanteri tilføjede han derpå: »Nå, det klarede Du jo smukt; må jeg så ønske Dem til lykke«. Naturligvis blev dagen fejret. Men vi kørte ikke med blomster­ smykket firspand byen rundt for at brøle »Hurra« og lade os hylde. På tredie klasses jernbane tog vi til Klampenborg. Derfra gik vi, medens det øsregnede, ned til Fortunen. Her spiste vi en sejglivet bøf og drak en samvittighedsløs punsch. Så gik vi på mer eller mindre sikre ben, i mulm og mørke og stadigt øsende regn, tilbage til Klam­ penborg. Da vi steg ud i København, sagde vi hinanden farvel - de fleste for aldrig mere at mødes.