HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

KØBENHAVNS FORFATNING 21 var led i det almindelige embedshierarki, som er så kendetegnende for den danske enevælde. Det nærmere forhold mellem magistraten og de 32 mænd var ikke klart fastlagt,38 men i tilfælde af uenighed mellem magistraten og de 32 mænd holdt Danske Kancelli, der for en lang række sagers vedkommende havde den besluttende myndig­ hed, som regel med magistraten. En anden begrænsning af de 32 mænds kompetence var en følge af, at byens øvrighed kun havde be­ grænset indflydelse på forholdene i byen overhovedet. Rent bortset fra, at centraladministrationen havde væsentlig indflydelse, gjaldt at vigtige områder, f. eks. fattigvæsenet og skolevæsenet var undergivet selvstændige direktioner, mens andre områder som bygningsvæsenet og senere tilsynet med de handlende og byens økonomi var underlagt kommissioner under magistratens forsæde, hvor »de 32 mænd« var repræsenteret. Atter andre områder var underlagt kommissioner un­ der ledelse af embedsmænd med repræsentation for bystyret f. eks. kommissionen for gader og brolægning, direktionen for vandvæsenet,39 kanalerne, samt brand-, lygte- og vægtervæsenet. Det område, hvor de havde størst indflydelse, var næringsvæsenet, der i henseende til deres sammensætning, også må betragtes som det felt, hvor de havde egentlig sagkundskab. De 32 mænd betragtede sig, trods deres snævre valggrundlag, som byens repræsentanter over for den kongevalgte magistrat, når der var tale om at beskytte byens næringsliv eller byens økonomi. Denne indstilling, der har givet anledning til at karakteri­ sere de 32 mænd som »borgernes demokratiske talsmænd«,40 gav i 1760-erne anledning til en række stridigheder mellem magistrat og de 32 mænd, der havde karakter af en forfatningskamp .41 Det kom særlig frem i 1760-erne,42 da de 32 mænd for at sikre byens forsyninger med levnedsmidler foreslog en ophævelse af de gæl­ dende indførselsforbud. Den strid, der opstod med magistraten om betimeligheden af dette forslag, blev indbragt for kancelliet.43 I den­ ne sag havde »de 32 mænd« forløbet sig; magistraten havde handlet loyalt. Det havde den derimod ikke i et andet tilfælde, hvor »de 32 mænds« afgørelse af, hvorledes en ekstra skat skulle fordeles var ble­ vet tilsidesat. Da magistraten i samme sag havde undladt som skik var at tiltale de 32 mænd som »ædle og velfomemme« løb bægeret over, og resultatet blev en pinlig polemik mellem magistrat og de 32 mænd, der endte i kancelliet. Sagen behandledes af Stampe, hvis

Made with