HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

KØBENHAVNS FORFATNING

2 5

der var en udpræget dialektiker, fandt i Tage Algreen-Ussing, der som bekendt er blevet karakteriseret som »Danmarks første Poli­ tiker«,54 en dreven modspiller. Dette gav sig flere udslag. Da man diskuterede valget af rådmænd benyttede Ørsted som argument for kongens udnævnelsesret, at borgerrepræsentationens valg af magistrat, som man kendte i den preussiske ordning, modsvaredes af kongens opløsningsret for forsamlingen og det offentliges tilsyn med kommu­ nalforvaltningen, herunder suspensionsret af beslutningerne.55 Mulig­ hederne herved greb Algreen-Ussing straks og erklærede sig villig til at indrømme kongen både opløsningsret over for borgerrepræsentatio­ nen og overpræsidenten, altså magistratens leder, ret til at suspendere dets beslutninger (anordningens §§27 og 29) mod at få anerkendt borgerrepræsentationens ret til at udpege rådmændene. I henseende til valgretten til borgerrepræsentationen var Ørsted tilhænger af indi­ rekte valgret, men både stænderne, kancelliets flertal og også Chri­ stian V I I I personligt gik ind for, at man indrømmede en direkte valg­ ret. Det var dog kun personer der svarede en høj næringsskat ( § 1 2 ) og visse grundejere der fik valgret og valgbarhed til borgerrepræsen­ tationen ( §8 ) . I alt havde i København mindre end 2.000 personer valgret, og kun lidt over 1.000 benyttede sig heraf da det første valg afholdtes den 9. april 1840. Anordningen ændrede ikke forholdet mellem bystyret og central­ administrationen. Ifølge anordningens § 1 skulle byen bestyres af ma­ gistraten i forbindelse med borgerrepræsentationen under kongens og kancelliets tilsyn, men —med bevarelse af privilegierne af 1661 - undtaget fra amtsinddelingen. Kancelliet bevarede således en afgø­ rende indflydelse på kommunens budget. På flere andre punkter gav 1 840-anordningen bystyret øgede beføj­ elser, således ret til at udnævne en lang række af byens embedsmænd, som kongen hidtil havde udnævnt (§ 38). Ved reskripter af 1804 og 1806 var endda givet underofficerer fortrin til disse stillinger. I de kommende år var København som bekendt centrum for de po­ litiske begivenheder, der i 1848 førte til dannelsen af et nyt ministe­ rium og til gennemførelsen af en ny forfatning, Grundloven af 5. juni 1849. Det kunne ikke undgås, at debatten om Københavns bystyre kom til at stå i skyggen af disse begivenheder. En almindelig kliché i den samtidige presse om bystyrets arbejde var »den sovende kommu