HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

KØBENHAVNS FORFATNING

29

sig tvivlende over for anlæggenes tekniske gennemførlighed måtte be­ tænkelighederne få overtaget, og Indenrigsministeriet afviste at god­ kende kloakplaneme, idet man meddelte kommunalbestyrelsen, at mi­ nisteriet alene kunne tiltræde planerne om udførelse af vand- og gas­ værker.62 Dele af planerne blev ganske vist gennemført i 1860-erne med Bang som indenrigsminister, men først i løbet af dette århundrede realiseredes en kloakering i det omfang, der var forudset i 1850-erne. Når det gælder bedømmelsen af Ørsteds indflydelse på, at planerne ikke bragtes til udførelse må det erindres, at han hverken i ministeriet eller i forhold til kommunalbestyrelsen stod alene med sit standpunkt, men det må, når man betænker den hastighed, hvormed der idag reageres på miljøkatastrofer, vække til eftertanke at se, hvor uanfægtet ledende personligheders overvejelser om hygiejniske indretninger kunne foregå af datidens største epidemiske ulykke. I Danmarks Riges Grundlov 1849, § 9^ om kommunalforfatnin- gen bestemtes, at »Communernes Ret til under Statens Tilsyn selv­ stændig at styre deres Anliggender, vil blive ordnet ved Lov«.63 Det var P. G. Bang der tog spørgsmålet om en ny kommunallovgivning op i Rigsdagen, mens Københavns bystyre indtog en afventende holdning. Særlig Bondevennerne var ivrige efter en løsning af kommunalspørgs­ målet, hvilket gav sig udslag i et af Balthazar Christensen og Tscher- ning fremsat privat lovforslag til en ny kommunallov af oktober 1850, der skal omtales her, fordi det foregriber tanker, der idag er fremme. Forslaget er et udslag af Bondevennernes decentraliseringstendens og bygger på en opdeling af Danmark i seks såkaldte landskredse, hvoraf København udgjorde en. Hver af disse landskredse var underinddelt i kommuner. København foresloges således inddelt i fem kommuner: »København, Christianshavn og hver af de 3 Forstæder, Vestre-, Nørre- og Østerbro«.64 Dette forslag, hvis grundtanke går igen i den standende debat, stødte på almindelig modstand. Da P. G. Bang kort efter blev indenrigsminister kom der atter gang i forfatningssagen. Bang skitserede en nyordning af byens styrelse, der byggede på en sondring mellem borgerrepræsentationen som be­ sluttende og magistraten som udøvende myndighed, en departemental fordeling af magistratens sager, og en valgordning, der indebar, at hovedparten af magistratens medlemmer udnævntes af borgerrepræ­ sentationen. Kommunalbestyrelsen nedsatte derefter en komité til