545389487

32

gik Dansen livlig i Palæets to elegante Sale, men Kl. IOV 4 standsede den foreløbig j og General T h o m s e n besteg Talerstolen og holdt følgende Tale. Mine Damer og Herrer! Naar man har bevist mig den Ære.at opfordre mig til her i Aften ved Elevernes Fest i Anledning af Efter­ slægtselskabets hundredaarige Jubilæum at tale til Ære for Skolen, da er det begrundet i den tilfældige Om­ stændighed, at det er omtrent halvhundrede Aar siden, jeg som Elev indtraadte i Skolen, og at jeg saaledés paa en Maade er en Mellem-Repræsentant mellem Skolens første Disciple og dens nuværende Elever fra 1886. De gamle Elever fra det forrige Aarhundrede ere jo ifølge Naturens Orden forlængst hensovede. Lykkeligvis er der dog mange af dem, som endnu leve gjermem deres Gjerninger, og ypperst blandt dem glimrer Adam Oeh l en s c h l a g e r s Navn til os gjennem hans Digter­ værker. Havde nogen af disse gamle Elever kunnet være her tilstede, da vilde han have fortalt os meget og smukt om Edvard S t o rms elskværdige Personlighed og D i c hm a n n s vækkende Undervisning. Nu maa De nøjes med noget mindre, med atoristiske Erindringer, som en halvhundredaarig Elev fremdrager t i l . Ære for Skolen, med Minder, der trænge sig frem hos mig ved at se et halvt Sekulum tilbage i Tiden paa min Skolegang. . Ja, først paatrænger sig da Tanken om, at vi den Gang kun meget lidt forstode, hvor lykkelig man egent­ lig er som Barn med det frejdige og nøjsomme Sind, der fryder sig ved uskyldige Glæder, medens Sorgerne, naar de blive for store for de smaa Skuldre, bæres af kjærlige Forældre og Slægtninge. Og saa vender Tanken sig naturlig til Kammeraterne, til dem, med hvem man sad sammen paa Bænk i Skolens forskjellige Klasser! De spredtes fra Skolen ud til Virksomhed paa omtrent