AssistensKirkegård_1760-1960

EN T U R PÂ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D

ynder det ikke på grund af de mange alfabeter, det pranger med, »netop den slags sproglærdommens udenomskrams, som blænder og imponerer lægfolk, men som lå Rasks beskedne forskerånd så fjernt som noget«, især - mener Jespersen - da Rask netop ville erstatte de mange fremmede bogstavsystemer med det latin­ ske alfabet.154 Således taler ikke blot de forskellige folkeslag, men også de forskellige tidsaldre hver sit tungemål. Assistens Kirkegård viser det gang på gang. Ved midtergangen og i dens nærmeste omegn ligger vistnok det største antal af kirkegårdens store navne begravet: Rask, Brøndsted, Colbiørnsen, H. N. Clausen og vis-à-vis hinanden: Biskop Mynster og H. C. Ørsted, hver under sin lille neutrale ligsten. H. C. Andersen, der ikke yndede Mynster, fortæller netop - i »Mit Livs Eventyr« - i forbindelse med beretningen om Ørsteds død, lidt om de to mænd: »Den attende Marts [1851] var Be­ gravelsen, jeg led legemlig, det var en Kamp og Anstrengelse for mig at gaae den korte Vei fra Universitetet til Kirken, den lang­ sommelige Gang droges ud hele to Timer. Provst Tryde holdt Talen, ikke Biskop Mynster, han var ikke bleven anmodet derom! sagde man, undskyldende, men skulde Vennen bedes om at tale over Vennen! Jeg trængte til at græde, jeg kunde det ikke; det var, som om mit'Hjerte skulde gaae itu!«. - I øvrigt fortæller Andersen, at Ørsteds hustru og datter ikke var til stede ved be­ gravelsen. Det anså man dengang ikke for at være sømmeligt for kvinder.155 Det Clausenske familiegravsted følger på. I vore dage huskes den begavede teologiske professor H. JV. Clausen bedst som Grundtvigs modstander og som manden, der ved det første folke­ tingsvalg efter grundloven vragedes som kandidat til fordel for

109