AssistensKirkegård_1760-1960

HE NN I N G V A L E U R L A R S E N

gamle folkekomedier: »Slikken har jeg heller aldrig vaaren; — det gør Pungen tom og Maven sløj; —saa gaar jeg hellere en Tur paa Kerregaarden; — der er saa billigt og saa svært Besøj«. I nogle barndomserindringer fra København i i82o’rne fortæller redaktør I. R. Dein fra Maribo således: »Søndag Eftermiddag spadseredes en famille. Min Fader var ingen Fodgænger, og Touren gjaldt enten Assistents-Kirkegaard eller Kalkbrænderiet. Min Moder havde det skaarne Smørrebrød i sin Sypose, medens min Fader havde den blaa Lærke med Brændevinen i Baglommen. Naar vi havde spaseret omkring paa Kirkegaarden, spiste vi vor Aftensmad i Templet. Jeg har ikke set den Bygning, siden jeg var Barn, og veed hverken, hvad den brugtes til, eller hvor den ligger. En stor Del af de Kirkegaardsbesøgende spiste ganske gemytligt deres Aftensmad paa de sammensunkne Grave i Nærheden af Templet.« 25 år senere var det lige så galt. I »Fra Ufredens Dage« for­ tæller Vilhelm Hansen om en skovtur fra Amager til kirkegården på treårskrigens tid. Provianten medbragtes i en tohjulet barne­ vogn med eet ben og en lang stang: »Kirkegaarden kunde paa en smuk Søndag være stærkt besøgt af Smaafamilier. Den unge Fæt­ ters Grav fandtes paa et den Gang ret afsides Sted, hvor Børnene af Hjertens Lyst kunde boltre sig i Græsset, men det første, man greb til efter at have naaet det simple Trækors paa Dødens Ager, var naturligvis at tilfredsstille Livets Krav, der fra Børnenes Side allerede forlængst havde begyndt at lyde temmelig højt. Efter Afslutningen af det meget beskedne Maaltid fortsatte Børnene deres Leg, medens Madam Bang gav sig til at ordne Gravstedet og ved Hjælp af lidt Sand bragte det i en helt pyntelig Stand.« Skønt man efter nye 25 års forløb allerede var begyndt at tale om de forfærdelige tider, da folk spiste herude, fandtes fænome­

1 26

Made with