AssistensKirkegård_1760-1960

EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D

omtalt i det forrige. Enhver vil kunne føje flere til. Ingen for­ tjener at glemmes. Martin A. Hansen mente, at mindesmærkerne herude næsten brugte albuer mod hinanden for at blive lagt mærke til. Det går hurtigt med at glemme. »Saadan møder man en angst, rystet Individualisme paa Kirke- gaarden. Ikke Fred, men hektisk Paakaldelse af Erindringen. En atomiseret Tidsalder har knust sig mod en Klippe, en Kendsger­ ning, den ikke forstod, Døden. Nu ligger grimme Vragstumper her paa Evighedens Strandbred. Almindelige Mennesker, der ikke huskes trods Gravmæler. Ikke engang Penge hjælper. Men ser man nøjere paa det tørre Ord »almindelig«, aabner det sin Skal og viser sin Kerne: det enestaaende, det forunderlige, det person­ lige. Ikke sært, man hører disse Skrig fra Stenene. Hver af dem er rejst over en Verdensundergang.«235