AssistensKirkegård_1760-1960

H E N N I N G VA LE UR LARS EN kan anlægges paa hundrede andre afsides liggende Steder, aldeles at vanzire en af Hovedstadens skjønneste og meest besøgte For­ stæder?« Dette altså om Nørrebro!21 Da Augustins gode eksempel var begyndt at smitte, og regens- provsten, professor Andreas Christian Hviid, Baggesens gode ven, efter eget ønske lod sig jorde herude, og mere end hundrede studenter havde fulgt ham til graven - en halv snes grave syd for Augustins - udbrød den senere biskop Frederik Plum, der havde ægtet Hviids enke, i en elegi over sin forgænger i ægteskabet: »L angt fra M ennesker hans Liig er blevet N edlagt h er i Stilhed, som h an bød; H an, som h ad ed ’ G limmer, mens h an leved’, K unde den ei ønske i sin D ød; Byens L arm , og Mængdens vilde G læ der

In d en disse M uures Eensomhed, Ej forstyrre V andreren, som græ der V ed den Æ dles tause Hvilested.«

Ja, i indledningen hedder det endda:

»H er i disse landlig simple G rave Lagdes m angen væ rdig Borger ned.«

Intet under, altså, at man foretrak bybegravelser, hvis man til hverdag ville pusle om de kære afdødes hvilested. Assistens Kirke­ gård var næsten bondeland.22 Den omtalte uvilje hos publikum - før begravelserne - mod forandringer i skik og brug, modvirkes på den besynderligste måde af en trang til at »revolutionere«, når først de døde er i jorden, en trang, der støttes af kirkegårdens ledelse: Grave om­ lægges uafbrudt, beplantningen ændres, gitre rejses eller fjernes, monumenter flyttes, plyndres, tilintetgøres, sælges eller stjæles, nye monumenter opstilles, lig flyttes, ja, hele kirkegårde flyttes,