AssistensKirkegård_1760-1960

EN T U R PÅ A S S I S T EN S K I RK E GÅ R D rækværk med i løbet, ja, en enkelt gang fandt man en død gris puttet ind gennem jerngitteret på et monument. Hvad drenge dog kan finde på! Også tilfælde af tyveri forekom, og her var det især de små kors på de fattiges grave, det gik ud over. Et par år efter opdagedes jo veritable gravrøverier. I året 1802, da pressen kaldte kirkegården »en af Kjøbenhavns største Seeværdigheder«, blev f. eks. flere monumenter besudlede, idet man bl. a. fandt ådsler kastet ind på dem. »Ammer og Børn nedtrampe og tilsøle Gravene«, hedder det, »og Flokke af vilde berusede Mennesker stime omkring paa dem og vælge dem til Stade for at fortsætte Sviren«. Ved denne lejlighed har man fundet Samsøes, Ribers og fru Suhms mindesmærker skændet. Det tilføjes: »Man skal endog savne et heelt Monument.«27 Samsøes rødlige sandstens-gravmæle med dets - ikke videre heldige - portrætrelief i marmor af Dajon er i vore dage blevet fornyet. Man havde i den første begejstrings rus tiltænkt det ind­ skriften: »Han skrev Dyveke - og døde«, men foretrak: »Savnet som Digter - men endnu mere som Ven.« Ved hærværket i 1802 var mindesmærkets ansigt blevet lemlæstet.28 Ikke bedre gik det altså Ribers gravmæle, der nu er forsvundet. Riber var en anset og dygtig pædagog, lærer ved Blågårds Semi­ narium. Det smukke monument over ham synes at have virket særdeles tiltrækkende på kirkegårdens bisser. I 1802 blev metal­ bogstaverne »for det meste alle med Vold udbrukne og solgte til Marskandisere.« Fire år efter var det galt igen med disse bog­ staver. Graverne klagede efter omtalen af hærværket for retten over »Politivennen«s indgriben, men det viste sig, at bladets an­ klage var ganske korrekt. Magistraten søgte i 1802 - efter Kan­ celliets henstilling - at dæmme op for uvæsenet, men det fortsatte, tilsyneladende uanfægtet. I hvert fald berettes det i 1806, at »Pry­ delser paa Gravminder bortranes eller fordærves«, medens »ud-

23