AssistensKirkegård_1760-1960

H E N N I N G VA LE UR LAR S EN Adolph Gotthard Carstens var en af de fremtrædende mini- sterialembedsmænd af holstensk afstamning, der prægede Berns- torff-tiden, men huskes måske endda bedst som Ewalds nære ven og beskytter, der gennemså og affilede hans værker. »Nordens Aristark« kaldte Rahbek ham. En årrække var han også medlem af Det kgl. Teaters direktion.1S Den høje, fint og sparsomt dekorerede søjle med sin knappe indskrift er altså engang i 8o’erne flyttet hen foran kapellet på plænen bag kontorbygningen. Den hører til de skønneste værker, Wiedewelt skabte, og til de ypperste monumenter herude. Ganske anderledes spændende var monumentet over Tutein. Det stod skrås over for Wiedewelts.49 Peter Tutein, den første af den kendte fransk-reformerte slægt, der kom her til landet, indleder også rækken af de berømte han­ delsfolk fra den florissante periode, som fandt deres grav herude, navne som Bodenhoff, Wærn, de Coninck, Wasserfald, Erichsen og altså Tutein m. fl. I den Tuteinske familiegrav hvilede bl. a. storkøbmandens hustru, der døde tre uger efter sin mand, samt den fra Weyses og Julie Tuteins kærlighedshistorie bekendte Hen­ riette Frisch, der døde purung, tre år efter bedsteforældrene, og blev begravet sammen med dem. På gravstedet lod Tuteins børn rejse et monument, som Abildgaard havde tegnet - og fik 7000 rdl. for. Det bestod af et firkantet gravkammer af form som et alterbord og forsynet med jernbeslåede døre. Trappetrin førte op til det, og ovenpå var placeret en torpedolignende mindesten i tredobbelt mandshøjde, som inskription forsynet med det ene ord: Meta. Abildgaard har benyttet de romerske sten, der markerede endemålet ved væddeløbene, men har - ligesom de romerske dig­ tere - anvendt dem billedligt. Flere gange findes denne metafor i hans arbejder, gerne i betydningen: livets mål, der altså i dette tilfælde sættes lig med døden. Som symbol på et gravmæle er den

34