AssistensKirkegård_1760-1960

EN T U R PÅ A S S I S T EN S K I RKE GÅRD stødende Danse til Tonerne af hæse Lirekasser eller snærrende Klarinetter.«54 Hvad er det rigtige? Antagelig begge dele. Foran er omtalt de løse eksistenser, som drev hærværk herude. Når man dertil føjer de jævne borgerfolk, der lagde skovturen herud til, og dramatise­ rer det samlede resultat stærkt, får man lidt i retning af oven­ stående. Guldberg var åbenbart ikke forarget, da han skrev om de glade, der lejrede sig i kirkegårdens skygger. Allerede dengang var det altså skik, at folk tog deres madkurve med, når de drog den lange, besværlige vej fra byen til Assistens for at se til deres slægtninges grave. Men som man erfarer den dag i dag: Det er ikke blot det fredsommelige flertal af befolkningen, der tager i skoven om søndagen. Slagsbrødre, læderjakker og alt det andet »janhagel« følger med. Ligeså dengang. H. C. Andersen giver den rigtige motivering for selve »madkurv-fænomenet«: De dårlige samfærd­ selsforhold, der spærrede småkårsfolk inde i byen - og de få re­ kreationssteder. Assistens Kirkegård blev lidt af en forløber for senere tiders kolonihaver, og det var disses publikum - »almuen«, som man kaldte det - der spiste i græsset. Hærværk var ikke disse menneskers sag. Rahbek, der så begge grupper repræsenteret på een og samme dag, slår dem sammen til eet begreb, og det gjorde åbenbart flere, siden instruktionen for graverne af 15. februar 1805 kom til at indeholde følgende paragraf: »Graverne maae ikke tillade, at enten Æde- eller Drikkevarer falholdes eller fortæres paa Kirke- gaardene, eller at der paa samme holdes Musik, eller foretages noget, som ligner Lystighed. Tillige skal de nøiagtigen paase, at intet Kreatur der græsses.« I reglementet, der ligger til grund for instruksen, tales der intet om spisning og musik, blot om uorden i

39

Made with