AssistensKirkegård_1760-1960

H E N N I N G VA LE UR L AR S EN ring og stå vagt om kisten. Men ude på Assistens Kirkegård stod den afdødes søstersøn, lægen Henrik Lund frem og protesterede mod den kirkelige begravelse. Stiftsprovst Tryde, der skulle fore­ tage jordpåkastelsen, tog til genmæle over, at en ikke-ordineret ville tale her. Der fulgte en retssag på, Henrik Lund idømtes en mulkt og måtte give stiftsprovsten en undskyldning, og dermed var sagen endt —kun ikke for Henrik Lund og for P. C. Kierke- gaard, hvem den dødes tanker knugede livet igennem, til de begge endte i sindssygens mørke. Så først ebbede bølgen ud.59 Selve graven bærer vidne om striden. I 1867 - 12 år efter filo­ soffens død - tryktes et digt af F. L. Høedt: »Søren Kierkegaards ^ raV ’ »Etsteds i Dødens U rteg aard, hvor M onum enter prange, der grønnes og en stille G rav, useet ib land t de m ange. D er lagdes han, af D agen træ t, til H vile N atten over, m en ingen Steen og in tet N avn betegner, hvor h an sover. D er lagdes h an —endnu, som før, Nysgjerrighed en Gaade,

i Døden, som i L ivet, skjult saa godt, som h an form aaede. D u griber h am saa lidt, som før, th i selv i G ravens G jemm e d et er, som om h an negted sig endnu bestandig hjemm e. M en følg det Ironiens V ink, h an ogsaa h er h ar givet, og vend dig fra den D øde hen til H am , som eier L ivet: D a seer D u i den H erres Favn, for hvem h an ville glemmes, en M indetavle m ed hans Navn, som viser, hvor h an gjemmes.«60 4 4