MitVidenskabeligeLivsDrama

17 begyndte hos min Moder i Øster Farimagsgades Kommuneskole, men drev det, trods al Umage, i hendes Klasse aldrig til mere end Nummer 6. Men da jeg i næste Klasse fik en anden Lærer, blev jeg snart Nummer 1 og sad aldrig lavere end Nummer 2. Jeg gik da hjem og spurgte min Moder, hvorfor jeg kun blev Nummer 6 hos hende. Hun betroede mig da, at mine Karak# terer ogsaa hos hende havde været de bedste i alle Fag, men hun turde ikke sætte mig højere end Nummer 6, for at ikke de andre Drenge skulde tro, at jeg blev favoriseret som »Frøkenens Søn«. Man forstaar nok, at det varede adskillige Aar, før Livet lærte mig Nødvendigheden af den Slags Forsigtighed. Mest lærte jeg dog i det Aar, 1889—90, hvor jeg gik i Krebs’ Skole i Stockholmsgade Nr. 5, medens vi nu selv boede i Nr. 21. Under Ledelse af Skolebestyrer J. Krohn forberedte den alle# rede dengang til Metropolitanskolen, hvor jeg da ogsaa blev optaget fra Efteraaret 1890. Mange vil huske, at Krebs’ Skole og dens Opdragelsessystem blev haardt kritiseret for en Snes Aar siden af ingen ringere end Julius Magnussen. Jeg husker ham ogsaa godt fra Skolen, skønt han som lidt yngre gik i en Klasse under mig, og det er trolig nok, at nogle af Lærerne har været paa Nakken af ham, thi enkelte af dem var partiske og favoriserede aabenlyst de Drenge, hvis Fædre var kendt som rige eller ansete Mænd. Men Skolebestyrer Krohn selv var ganske anderledes. Han vaagede strengt ikke alene over Orden og Disciplin, men ogsaa over, at ikke de mindre eller svagere Drenge led Overlast af de større og stærkere. Og da han med sin usædvanlige pædagogiske og psykologiske Finfølelse lagde Mærke til, at nogle af de »rige Bourgeoisidrenge« i min Klasse negligerede og spottede den fattige Lærerindes Søn, fordi han var tarveligere klædt end de andre og hans Sko ikke altid saa velpudsede, skrev han i Aarets Juleroser en Fortælling, som man gerne kan kalde naiv, men som dog vidner højt om hans Hjerte# lag. Den handlede om en fattig Enkes Søn, som i Skolen maatte gaa med Lapper paa Bukserne — ovenikøbet, tænk hvor ræd# somt, Lapper af en anden Farve end Bukserne selv. Men denne lille Dreng o hvor mærkeligt, var alligevel flink og drev det vistnok til noget i Livet. Mine Plageaander var ganske vist 2