MitVidenskabeligeLivsDrama

52 mærkede, at dette økonomiske Laboratorium var en Torn i Ø jet paa ialtfald en af deres Professorer, og ved at fortsætte det vilde jeg, som i Forvejen havde Professor Westergaard imod mig (eller dog f o r daværende Docent Warming, hvilket prak* tisk talt betød det samme) lægge mig ud ogsaa med Professor Axel Nielsen, og dermed forskertse min sidste Chance i Dan* mark: et Docentur, hvis Oprettelse til Supplering og Fornyelse af det statsvidenskabelige Studium netop da kom paa Tale. Imidlertid var Verdenskrigen jo udbrudt, og hensatte, som alle ved, det i høj Grad exponerede Danmarks Rigsdag og Folk i en ubeskrivelig Tilstand af Raadvildhed og Rædsel. For sent indsaa man nu, at de, der som jeg selv i mange Aar havde ad* varet mod den optrækkende Fare, dog havde haft Ret, og at vor Hjælpeløshed ikke alene skyldtes Landets Lidenhed og udsatte Stilling, men ogsaa den Forsvarsnihilisme, som de radikale Par* tier i Aarevis havde præket for Folket, en Præken, som den danske Bonde i for høj Grad havde laant Øre. Dertil kom, at Hæs rens og Flaadens Ledelse var indbyrdes splidagtige, medens man maa lade den daværende radikale Regering, at d e n nok vidste, hvad den vilde. Men det var, hvad vort Forsvar angaar, ikke ret meget, og selv dette lidet var efter min og mange andre For? svarsvenners Mening forkert. Jeg skrev da allerede i September om vor udenrigs? og militærpolitiske Situation en Pjece, som jeg kaldte: »Danmark under Verdenskrisen« og lod trykke som Manuskript i ca. 800 Eksemplarer paa egen Regning og Risiko. Den var kun bestemt til Udsendelse til en Række navngivne Personer, saaledes samtlige tohundrede Rigsdagsmænd, Mini? strene, Højesteret og Hærens og Flaadens Officerer fra oven og ned til Regimentschefer og Søkaptajner, og Bogen har a l d r i g været at faa i Handelen. Naar jeg anvendte denne besindige Fremgangsmaade, var det ingenlunde, fordi Pjecen indeholdt noget, som en opmærksom Offentlighed kunde være uvidende om, endsige fortrolige Oplysninger, men fordi jeg i en saa alvor? lig Sag og i en saa alvorlig Tid vilde undgaa selv det mindste Skær af Sensation. Hvert eneste Eksemplar blev derfor sendt til rette Vedkommende i l u k k e t Konvolut (ikke som Tryksag), men da Ministrene og Rigsdagsmændene naturligvis stod først