MitVidenskabeligeLivsDrama

54 alt for godt til ikke at vide, at jeg ikke herved vilde opnaa Præ* dikatet »besindig og føjelig«, men snarere latterliggjort som den Person, der springer op som en Løve og falder ned som et Lam. Efter et Døgns Betænkningstid svarede jeg derfor, at vel havde jeg nu sagt min Mening om disse Ting een Gang for alle, men garantere at det ikke kunde blive nødvendigt en anden Gang, kunde jeg ikke, og saa maatte Retten have sin Gænge. Skønt Sagen var fuldt opklaret, og jeg ikke blev tilsagt til flere Forhør, blev Sagen dog »traineret« i et Aarstid, aabenbart i Haab om, at Krigen vilde slutte, saa at Regeringen kunde henlægge Sagen, istedetfor at hente sig et Nederlag ved en Frifindelsesdom for mig. Den kom da ogsaa ved Højesteret, den 9. December 1915, selv om Kriminalretten nogen Tid forinden havde takseret min politiske Pjece til 3 Maaneders Fængsel. Det mærkeligste ved denne Hændelse var dog, at den ganske imod min Forventning skaffede mig baade mere Anseelse og større Indtægter, end mange forudgaaende Aars haardt vi* denskabeligt Arbejde. Allerede Dagen efter Sagsanlæget strøms mede det ind fra hele Landet med Tak og Anerkendelse *), fordi jeg havde givet ren Besked om de paagældende Spørgsmaal, og jeg kunde i de følgende Aar faa saa mange Foredrag og skrive saa mange udenrigspolitiske Artikler, som jeg bare vilde. Da mine personlige Fornødenheder, som de fleste Aandsarbej= deres, kun er faa, og ikke strækker sig videre end til et Bibliotek, et Flygel og en Sejlbaad, kom jeg nu hurtig paa Fode og kunde ovenikøbet købe mig et Flygel (Biblioteket havde jeg, og Sejh baaden kommer nok ogsaa). Hvad dette betød for mig, der i de fem Aar, siden jeg maatte rejse til Italien, ikke alene havde maattet opgive enhver Beskæftigelse med Musiken, men ikke engang havde ejet et Instrument i mit Hus, forstaar vel kun den, som selv er Musiker. Jeg begyndte nu atter at komponere og skrev bl. a. min Sonate for Violoncel og Klaver, som nogle Aar efter (1918) under stort Bifald blev fremført i København af J) Denne Sag bragte mig ogsaa i Forbindelse med Hr. og Fru Ingeniør Aage Westenholz (paa Magleaas), i hvem jeg lærte de ædleste Men* nesker at kende, som jeg havde truffet siden mit Ungdomsophold paa Vesterbygaard.