MitVidenskabeligeLivsDrama

89

især indenfor det gam le københavnske Bourgeosi, der endnu m øder næsten enhver homo novu s x) m ed ubønhørlig nedad* vendt Tomm elfinger z), skal jeg ikke komm e ind paa her. D erim od skal dette Spørgsmaal nu drøftes for vort Universi* tets V ed k om m en d e , thi det, som »Berlingske T id end e« har be* tegnet som »Tilfældet WietfcKnudsen«, og med R ette for saa vid t som dette T ilfæ lde kun er mere g r e l t end vanligt, er dog i V irkeligheden t y p i s k for den M aade, hvorpaa Be* sæ tteisen af Professoraterne ved vore Fakulteter ofte foregaar, og paa dette Om raade kan og maa gennemgribende Reform er af vort U n iversitets A dm in istra tion finde Sted. Denne Sag angaar alle, og den belyses skarpt af den Kendsgerning, at de to yngre Kandidater Pedersen og Iversen, som nu konkurrerer med Favoriten Zeu th en om Professoratet, er næsten lige saa ilde stil* lede, som jeg var det for 19 A a r siden ved Professorkonkurrens een i 1911. For det første er Professor Birck indtraadt som M ed lem af Bedømm elseskom itéen , oven ikøbet som dens For* mand, skønt han selv har bundet sig uløseligt til Zeu th en ved (samm en m ed W a rm in g ) at indstille ham endog uden Konkur* rence. M en en M and , som paa Forhaand har taget saa u t v e* t y d i g t Parti for en A n sø g e r, hører ikke h jemm e i en viden* skabelig D omm erkom ité. A t Professor Birck dog ikke undser sig for at blive i den, er nok til at vise A lverden , at han paa den videnskabelige Redeligheds Om raade selv lider af en vis p s y k i s k m o r a l i n s a n i t y , ikke ulig den, han har været saa flink til at opspore og tordne over paa de m a t e r i e l l e Om raader, lige siden han for over tyve A a r siden bekæmpede Svindleren Alberti, hvis Mundheld som be* x) Det betyder »ny Mand« og anvendtes af de gamle romerske Pa* tricierslægter om de opadstræbende Dygtigheder, som fra Bønder* nes og de frigivnes K reds ogsaa dengang undertiden tilkæmpede sig en højere Plads p aa Sam fundsstigen end den, de var født til. a) N aar en G ladiator p aa Arenaen i det romerske Kolosseum havde sejret i en Række frygtelige Kampe mod Dyr og Mennesker, men alligevel tilsidst bukkede under for Overmagten, bestemte et Tegn fra de fornemmes Loger, om man skænkede ham Livet for hans Tapperhed, eller han dog skulde have Dødsstødet. Dette Tegn var den nedadvendte Tommelfinger (pollio verso).