292635834

3

gammel, slog engang en yngre kollega ihjel i raseri over, at denne havde taget en paryk fra ham. Domstolene tog dog mildt på den forbrydelse, da »teaterpersonalerne ellers ville være blevet stærkt fortyndede«. Også hans rival og modsætning, tragikeren Quin, havde manddrab på sin samvittighed. Skuespillerne blev hysterisk dameforgudede i årtierne omkring det 18. århundredes midte. Et eksempel fra Mantzius’ »Skuespilkunstens historie« handler om Voltaire-elskeren Molé, da han i 1766 blev livsfarligt syg af lungebetændelse. Daglige bulletiner udsendtes fra det hus, hvor han boede. Hoffet og byen snakkede ikke om andet end Molés sygdom, og da han endelig begyndte at komme sig, og det forlød, at hans læge havde forordnet ham at drikke meget fin gammel rødvin til sine måltider, så ransagedes alle kældre, og Molé fik på én dag tilsendt over 2000 flasker vin af alle mulige fine mærker. Der samledes ind til ham, og da den elskede skuespiller atter kom på benene, gaves der med umådelig tilstrømning en beneficeforestilling, hvis kolossale indtægt han øjeblikkelig omsatte i juveler til sin elskerinde. Kløften mellem skuespillerne og borgerskabet fyldes ikke op af den grund. Endnu i 1822, det hjemlige hundredeår, er man ikke nået videre end til denne historie, gengivet af Robert Neiiendam i »De farende folk«: »I vaudevillen »En nat i Ebeltoft« eller »Eventyret på Reisen« benyttede Johannes Wildt en oplevelse, hans selskab havde haft i Ebeltoft natten mellem 24. og 25. august. Efter at have udstået mange besværligheder på søen landede truppen ved

i »Det første Theater«, hvori skuespilleren for at blive ven med borgeren må blive borgerlig som han, udvise den yderste korrekthed i småbyen med den ømme moral og de tusinde mistænksomme øjne, dyrke den borgerlige velstand og det hyggelige familieliv... men bag skallen, det dyrt købte skin, skjules pengeforlegenhederne, de pinlige lån, transaktionerne med lånekontorerne og skænderier med værterne, som man ikke kan betale. Skuespillerne, verdens første professionelle i oldtidens Grækenland, kaldtes hypocriter (hyklere) men var dog ret højagtede, mens de i Rom (skuespilkunsten lå i dvale i 1000 år for så at genopstå i renæssancen i den italienske commedia dell’arte) i de første århundreder rangerede med slaver og prostituerede. Om kimen til teatret skriver Frederik Schyberg: Af den thrakiske Dionysosdyrkelse (Thrakien: det nordøstlige Balkan oppe ved Donau), af primitive dionysiske kulthandlinger, der endte i vilde orgier med fortærelse af råt kød af bukke og tyre, ja vistnok selv af mennesker, opstod ved forædling i løbet af nogle århundreder det græske teater. Religionen blev kunst. Teaterkunsten blev i anden forstand den kunst, der til tider er menneskefortærende kunst. Karl Mantzius fortæller, at den engelske teaterhistorie omkring det 18. århundrede er fuld af dueller, overfald, manddrab. Adskillige er de skuespillere, hvis bane er blevet afbrudt af en voldsom død, endnu flere de, som har haft et par menneskeliv på deres samvittighed. Komikeren Charles Macklin, der blev umådelig

Made with FlippingBook - Online magazine maker