292635834

4

Mols og kørte i et herrens vejr til den lille by. Men trods tilbud om forudbetaling nægtede gæstgiveren at give skuespillerne tag over hovedet, skønt en af damerne havde et lille gennemblødt barn på sit skød. Afslaget var betinget af, at hans kone sov, og at han ikke på nogen måde ville huse »komediantspillerne«. Vægteren, som stod i ledtog med værten, nægtede at oplyse, hvor byfogeden boede, men til sidst fik de dog lov til at sidde i en skænkestue natten over. Oplevelsen var mere interessant end vaudevillen. Den blev ikke antaget til opførelse på Det kgl.Teater, men den giver eftertiden et begreb om, hvorledes indesiddere i en lille fjern by endnu dengang betragtede scenens farende folk. Angsten for dem mindede om skrækken for hekse og trolddom, som Holberg benyttede i sin komediantkomedie »Hekseri eller Blind Allarm« hundrede år tidligere.« Jeg kan følge den forbløffende indstilling af infami op med denne familiære beretning: Da min far Aage Garde, lægesønnen fra Kerteminde og gammelsproglig student, gik til teatret og i 1898 som 22-årig debuterede på Dagmarteatret, udbrød hans farbror, onkel Emanuel, forpagter på Høbbet ved det fynske Korinth: »Jeg vil herefterdags ikke se den gøgler i mit hus.« Skuespillerstanden blev tyvtet i gamle dage. En variation af »Få vasketøjet ind - der kommer skuespillere til byen« møder vi i 1934-filmen med komikeren W. C. Fields »I den gamle stil«, hvor pensionatsværtinden giver pigerne ordrer: »Vis skuespillerne til deres værelser - og tæl håndklæderne«. Anna Blochs far, gamle doktor Lindemann i

Horsens, kom ikke til sin datters debut på Det kgl. Teater, kun en tante fra Slagelse som den eneste af familien overværede begivenheden. Den lille lægedatter havde beundret skuespillerne, disse væsener, der »svæver nærmere guder og gudinder end mennesker«, ja, hun klippede sin helt Julius Jacobsens navn ud af plakaten, lagde papiret på et stykke brød og sank den dyrebare mundfuld. Hendes tante Rikke havde allerede i sin ungdom spist Printzlaus navn på smørrebrød. Det drømmer man ikke om i dag, hvor teaterarbejderen, fællesskuespilleren fore­ trækker gruppementalitetens, det kollektives anonymitet og tilbringer 1. majdagen med at demonstrere på Fælleden, mens hans modsætning fotograferes til ugebladene på Tivolis åbningsdag. Men er dyrkelsen, omend anderledes, så meget mindre? Man lader nok skuespillernes præstationer på scenen passere, men interesserer sig mindst lige så meget for de intimeste enkeltheder i deres privatliv. Det er andre toner end P. A. Rosenbergs ved Emil Poulsens død: »Teatrets betydning som kulturmagt ligger i, at det ofte er den portal, hvorigennem ungdommen skrider ind i åndens lysverden.« Den rejsende skuespiller har set nogenlunde ud som Gunnar Sandfelds beskrivelse af ham: »Dengang kendte man ham straks mellem alle de skæggede, hverdagsklædte og sindigt skridende borgere på gaden, kendte ham på hans flagrende eller selvbevidst stoltserende gangart, blå »havelock« og brede »rubenshat«. Nu ligner skuespillerne ganske almindelige mennesker, så man ikke en gang bemærker dem, når de går sig en tur på gaden.« Gamle dages farende skuespillere med deres