292635834

5

evige drøm om København havde det svært. (Skuespiller Peter Engeli i sine teatererindringer fra 70’erne og 80’erne: »Hvor man så kom, var der altid en farver Krap eller bager Klein, som var hundrede gange så morsom som Oluf Poulsen, og altid en handelsbetjent Dinesen eller en skriver Dikkelsen, der var meget sødere end Zangenberg«). Der er en stribe af tragiske skæbner i provinsteatrets kølvand. William Bewer har i sin erindringsbog fortalt om »Bewer-Jacobsen«, der ikke var nogen tempeltjener, men pligtopfyldende, alsidig og afholdt. Alderen slog ham ud, en beskeden kapital blev franarret ham. Han endte fattig og halvblind som kontrollør ved Industriforeningen i København. Bewer kom forbi en dag og havde nær ikke kendt ham: »Ja, sådan er det altså gået mig. Husk, William, at gamle skuespillere og gamle droscheheste er til ingen verdens nytte - de skal skydes«. Scenekunstnerens tidlige afblomstring. Teatrets blændværk. Publikums ubarmhjertige glemsomhed. Johanne Luise Heiberg - den tilbedte, hvis vogn studenterne på de store aftner havde trukket hjem fra teatret - som Holger Drachmann digtede til: Nej, kunsten begynder i dyrehavs-bod/blandt gøglere findes dens moder/den fødes til liv i en kælderhals/drejer sig i en sagtevals/efter de sirligste noder - og som af Edvard Brandes blev benævnt som den eneste store i dansk teater, fik en vemodig sidsteaften: »Fru Heiberg optrådte for sidste gang den 2. juni 1864. Publikum fordrev hende fra scenen. Hun fandtes altfor gammel til at udføre de unge

roller. Hun var 51, havde bevaret sin slanke skikkelse, sine øjnes glans: intet træk i hendes åndfulde ansigt, ingen bevægelse tydede på, at alderdommen havde magt over hende. Men i den lille by havde begejstringen for hende tabt sig, og tiden blev vel en anden og ringere for hende særlig efter Heibergs død. Hun sneg sig ubemærket bort uden afskedstagen. Og det var tilfældigt, at de, der den aften i et halvtomt hus overværede opførelsen af »Elverhøj«, også var til stede den sidste gang, da Danmarks største skuespillerinde optrådte. Et øjenvidne kan forsikre, at selv for ganske unge øjne var hendes Elisabeth en strålende skøn og af ungdom fortryllende ridderdame«. Det er skrevet af Brandes i hundredåret for fru Heibergs fødsel, i Napoleon-året 1812. I 1963 noterer Poul Reumert i sin bog »Teatrets kunst«: »Bodil Ipsen. I det danske teaters historie vil dette navn bestandig leve igennem de kommende tider og ligesom Johanne Luise Heibergs blive et bannermærke for et tidspunkt i Danmarks skuespilkunst.« Bodil Ipsen morede sig somme tider ved tanken om, at fru Heiberg på en af sine alderdoms-spadsereture muligvis havde kastet et blik ned i den barnevogn, hvor Bodil Louise Jensen Ipsen opholdt sig, let genkendelig på sin knejsende hage, skriver Niels Birger Wamberg i mindebogen om Bodil Ipsen fra 1965, og Edvin Tiemroth fortsætter om hendes sidste bitre tid: Sygdom og svaghed kom, som hendes ubegribelige viljestyrke længe havde holdt i ave. Hun lukkede sig inde i dybere og dybere isolation - få var de, der søgte at trænge igennem den. Lang tid kunne der gå imellem, at man blev indladt. I en lejet villa i Ordrup, hvor jeg denne sensommer besøgte hende,

Made with FlippingBook - Online magazine maker