292635834

7

kunstner. Den gode skuespiller er bajads og digter i samme person, hans narrebjælder ringler, mens lyset i hans øjne fanger os ind i poesiens fortryllelse. I sine forkerte øjeblikke kan han være en rædsel at høre på, i sine bedste ligger man for hans fødder af betagelse. Og så alle de øjeblikke - de fleste - hvor han tæller husholdningspengene og gør op med sig selv, om han skal flotte sig med fadøller eller holde sig til fornuftens lyse. Småborgerlig? Selvfølgelig. Den ene dag. Guddommelig den næste.« Glemslen er skuespillerens værste fjende, ligegyldigheden, nedværdigelsen ved ikke at blive omtalt. Poul Reumert citerer chefen for et stort, dansk dagblad i en samtale om teater­ kritik: »Husk bare, at det er ganske ligegyldigt, hvad vi skriver, om vi roser eller skælder ud, næ, det er kun, hvis vi ingenting skriver, at det er uheldigt«. Skuespilkunsten. Er den illusion, en anden­ håndsvare, erstatning? Tempeltjenerinden Anna Larssen Bjørner skriver i sine afslutningsord i livserindringerne »Teater og Tempel« til sine kære kammerater, at de ved læsningen af hendes vidnesbyrd nok forstår, at »jeg må have mødt en verden, mod hvilken selv den højeste, ædleste kunst- Eleonora Duses - kun var et surrogat «. Hun havde set sit elskede ideal som Kameliadamen på Folketeatret, det blev hendes kunstnerlivs højeste og helligste oplevelse. Renere og sandere skuespilkunst havde hun aldrig set. Sarah Bernhardt i samme rolle blev kun glimrende »teater«. Det erklærede Anna Larssen Bjørner, som Otto Benzon havde kaldt »skuespillerinde af Guds

nåde«, og som Helge Rode havde digtet t il: I Venezia laves et kosteligt glas/mere skønt end smaragd og topas og rubin/der skal findes et glas i det rige palads/der er smertelig skønt som en fjern violin/Kun en skal af krystal/om en solmættet vin. Omgivet af kunstnerkammerater som Johannes Poulsen, Augusta Blad, Betty Nansen, Oda Nielsen, Albrecht Schmidt, Peter Fjeldstrup, Jacques Wiehe, Emanuel Larsen, Marie Niedermann og Asta Nielsen kan hendes flugt fra scenen og dens skinliv, fra thespiskærren til evangelievognen, på ingen måde have været inspireret af de ord, Shakespeare lader Hamlet sige til skuespillerne, her gengivet i Ole Sarvigs nyoversættelse: »Å, der findes skuespillere, som jeg har set spille og hørt andre rose, og det til skyerne (for at sige det mildt), der hverken talte eller gik som godtfolk, hedninger eller overhovedet som Adams efterkommere, men stavrede rundt og galede op på en sådan måde, at man skulle tro, nogle af skaberens køkkendrenge havde lavet dem i deres fritid og var sluppet skidt fra det: så dårligt efterlignede de mennesker.« Skuespilleren som menneske? Hvem kan besvare dette korte (og længste) spørgsmål? Somerset Maugham er ubarmhjertig i sin roman fra 1937 »Theatre«, hvori han lader den unge søn sige til sin mor, den feterede og glimrende skuespillerinde Julia Lambert: »Du eksisterer ikke, du er kun de roller, du har spillet. Når jeg ser dig gå ind i en tom stue, har jeg tit og mange gange lyst til at åbne døren. Men jeg gør det ikke. Jeg er bange for, at jeg ikke ville finde nogen derinde.« Af det 18. århundredes skuespilteoretikere