HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1966

K A J F O L T M A R Undersaat kan udkomme«. Så sluttes brevet med disse ord: »saa ieg er dog nu ikke aldeles forladt og overgivet til totale Tab«.110 Om frøken Ernst fik noget yderligere ud af sagen, er tvivlsomt, da procurator Seybeck døde den 5. november 1779 og blev »be­ gravet paa en Plantage«.111 Takket være kongens indgreb og de kongelige embedsmænds energiske indsats, lykkedes det for frøken Ernst at inddrive sine vestindiske fordringer, men man må vel også tilføje, at hendes egen stædige energiudfoldelse var medvirkende til at gøre ende på sagen, som havde stået på i otte år. Frøken Ernst var nu ved sagens afslutning blevet 66 år og boede stadigvæk på Østergade matr. no. 5 1, men ikke i egen ejendom. Den blev af frøken Ernst solgt til justitsråd, toldinspektør Ole Hor- neman i 1774, hvis søn, den bekendte miniaturemaler Christian Horneman siges at være født her i 1765. I året 1778 blev ejen­ dommen solgt til brygger Søren Lyche (Lycke) Soelberg, men frøken Ernst boede stadig i huset til sin død.11'2 En dag i november 1780, det var den ottende kl. $ y 2 om efter­ middagen, indfandt notarius publicus, justitsråd Christian Schmidt sig hos frøken Ernst i hendes bolig på Østergade, og fandt hende syg og sengeliggende. A f de andre fremmødte erfarede han, at frøken Ernst var så svag, at hun ikke kunne skrive, men det blev tilkendegivet, at jomfru Margretha Elisabeth Weinmann skulle være hendes universalarving. Så blev en deklaration opsat og un­ derskrevet af de tilstedeværende: justitsråd Albert Peter Bartholin, doktor Frederich Ludvig Bang, kopist i hofskrivestuen Mogens Nielsen og stud.jur. Carl Lycke, og i disse vidners nærværelse blev frøken Ernst spurgt, om det var hendes villie, at jomfru Margretha Elisabeth Weinmann efter hendes død skulle være hendes univer­ salarving, hvilket hun besvarede med et »ja«. De tilstedeværende bevidnede at have set frøken Ernst være ved

134