591954938

Wagners Hans Sachs, men han var ikke mindre fortræffelig som bogtrykker Aslaksen både i „De unges forbund” og i „En fol- kefiende” . Skuespiller Peter Jcrndorff spillede dr. Rank, Peter Stockmann og Gregers Werle, men han sang tillige så store tenor­ partier som titelrollen i Gounods „Faust” og Meister i Thomas’ „Mignon” . Drphil .Karl Mantzius - som teaterhistoriker i øvrigt ikke uden international anseelse - var den første danske dr. Rel- ling i „Vildanden” ; men han påtog sig ogsåBeckmesser i „Mester­ sangerne” . Og til Emil Poulsen, den berømte fremstiller af advo­ kat Helmer, af dr. Stockmann og af Hjalmar Ekdal, skrev kom­ ponisten Peter Heise hovedpartiet Kong Erik i sin romantiske opera „Drot og Marsk” —et parti, der dog blev formet således, at de dramatiske krav var større end de rent sanglige. For at disse eksempler fra den sidste del af det 19. århundrede ikke skal vur­ deres forkert, må det understreges, at de på dette tidspunkt beteg­ nes særtilfælde og ikke reglen. Kravene ved den danske opera var på dette tidspunkt så store, at man må regne med, at de pågæl­ dende skuespiller-operister fuldtud har slået til. I vore dage fore­ kommer disse dobbeltfunktioner endnu som en meget sjælden, men også meget værdifuld undtagelse. For hele teatrets udvikling var det dog af større betydning, at personalet fra skuespil, opera og ballet bestandig har stået på samme scene. Ganske uvilkårligt har de forskellige dramatiske udtryksformers forskelligartede krav kunnet give alle teatrets kunstnere værdifuld inspiration og fået dem til at stille sig høje mål. Balletdanseren kan lære af skuespilleren, skuespilleren af balletdanseren. Undertiden samles også alle tre kunstarter i en enkelt forestilling. Nogle af teatrets største succeser skyldes netop dette festlige samspil. Heibergs „ Elverhøj “ og Drachmanns „Der var engang —“ (med musik af henholdsvis Kuhlau og Lange- Muller) er skrevet med henblik på vort teaters særlige mulighe­ der: at forbinde tale og sang, musik og dans. Og teatrets instruk­ tører har i andre tilfælde gjort rig brug deraf ved opsætningen af skuespil, som indbyder hertil: Shakespeares „Skærsommernats Drøm” og hans „Stormen” (hvortil man bestilte musik hos Sibe- lius), Oehlenschlågers „Aladdin” (med musik af Carl Nielsen) og Holbergs „Mascarade” .

20